Håb og handling i en ophedet verden
Oplev meteorolog Jesper Theilgaard, når han gæster FOF Aarhus med et foredrag, der tager temperaturen på klimaet og de udfordringer, vi står overfor. Samtidig med dette foredrag mødes verdens lande til endnu et klimamøde – COP30, og denne gang sker det i Brasilien.
Når vi ser, at den globale temperatur fortsat stiger og udledningen af drivhusgasser endnu ikke har toppet, giver det så mening fortsat at afholde disse COP-møder? Samtidig har USA’s præsident Trump trukket USA ud af Parisaftalen, og amerikanerne vil næppe bidrage med noget væsentligt i Brasilien.
Men der er ikke noget alternativ, hvorfor verden for det først må erkende konsekvenserne af den fortsatte opvarmning, og for det andet bliver vi nødt til at diskutere, hvordan vi skal løse den stigende udfordring, som opvarmningen giver os.
Foredraget går ned i substansen for både den videnskabelige viden og ser også på de løsninger, som ligger foran os. Det er jo netop den gode historie, at vi har løsningerne!
Jesper Theilgaard er en anerkendt klimaekspert, meteorolog og tidligere vejr-vært på DR, som har formidlet vejr og klima gennem mere end 40 år. Han er desuden forfatter til flere bøger og har modtaget både Gyldendals faglitterære pris og CARE Prisen for sin indsats for at sætte klimadebatten på dagsordenen.