Foredrag med David Goodhart med introduktion af seniorrådgiver, dr.phil. Michael Böss.
Oplev sociologen David Goodhart, som i en generation har været blandt Storbritanniens mest indflydelsesrige samfundstænkere med skarpe analyser af populisme, globalisering og social sammenhængskraft.
Nu kommer han til Aarhus og sætter fokus på en institution, der i al stilhed har forandret sig radikalt: familien. I dag er kernefamilien ikke længere den selvfølgelige ramme om det gode liv, men blot ét blandt mange livsvalg. Samtidig har familiens indre dynamikker ændret sig i takt med øget individuel frihed, ligestilling og et nyt syn på børns plads og rettigheder. Det har haft stor positiv betydning, men, spørger Goodhart, hvad har det kostet?
I sin bog The Care Dilemma (2024) argumenterer han for, at frihedens pris kan vise sig som øget ustabilitet, mistrivsel blandt børn og unge og et stigende pres på velfærdsstaten, når familien som ansvarsbærende fællesskab svækkes. Hvilket er tankevækkende konklusioner i en tid, hvor Trivselskommissionens anbefalinger netop peger på familien og forældreansvaret, og hvor flere partier endelig melder sig på den værdipolitiske arena.
Foredraget og den efterfølgende samtale introduceres og ledes af dr.phil. og seniorrådgiver ved Tænketanken Prospekt, Michael Böss.
Bemærk: Foredraget er på engelsk.
David Goodhart er en britisk sociolog, journalist og forfatter. The Care Dilemma (2024) er hans seneste bog. Michael Böss er historiker, samfundsforsker og debattør.
Arrangør: FOF Aarhus i samarbejde med Tænketanken Prospekt.