Hormonelle ubalancer kender mange kvinder i alle aldre til. Lige fra menstruationssmerter, PMS med humørsvingninger og ømme bryster til fertilitetsproblemer og senere i livet hedeture, søvnbesvær og måske en følelse af at være i en osteklokke med tågehjerne og tendens til depression. Og oven i hatten måske også tørre slimhinder og nedsat sexlyst.
Ubalancerne tærer på ens energi og livskvalitet, men der er hjælp at hente. Cecilie tager dig i dette foredrag i hånden og guider dig til forståelsen af, hvad der sker med kønshormonerne i de forskellige faser i kvindelivet fra ung til gammel. Du får en indsigt i, hvad vi selv kan gøre for at genoprette eller bibeholde en sund hormonel balance.
Foredraget sætter fokus på, hvad ubalance i kønshormonerne skyldes, og hvad der skal til for at genoprette balancen, herunder eventuel brug af bioidentiske hormoner som progesteron. Forskningen viser nemlig, at netop dette hormon har mange kvinder med hormonelle ubalancer for lidt af.
Foredraget vil være krydret med klientberetninger fra Cecilies klinik og Cecilies egen historie med kaos i hormonerne både på grund af PCOS (polycystisk ovariesyndrom), to stress-sygemeldinger som udløste lavt stofskifte og kraftig PMS samt hvordan hun genoprettede sin hormonelle balance og blev mor. Det bliver en lærerig aften i hormonernes verden.
Cecilie Zeuthen er NHT®-certificeret hormonterapeut, kostrådgiver og livsstilscoach. Hun er desuden cand.ling.merc. i tysk og kommunikation. Hun har også podcasten Kære Hormoner…, som kan findes på Spotify.
Dato | Tid | Sted | Navn | |
---|---|---|---|---|
1 | Tirsdag 11.11.2025 | 19:00-21:00 | Solsalen | Cecilie Zeuthen |