Skip to content
Malekursus ved FOF Aarhus, Sebastian Granebarg

Klassisk realistisk oliemaleri

Klassisk realistisk oliemaleri

På dette kursus arbejder vi med malemetoder, øvelser og teknikker, som munder ud i at male genstande, opstillinger, mennesker og rum, så det bliver realistisk. Kurset introducerer trin for trin, teori og praksis i at arbejde realistisk med farver og oliemaling med klassiske metoder fra 1800-tallet.

Kurset kan ses som svarende til opstartssemesteret på et klassisk kunstakademi - det forventes dermed ikke at man er professionel, kunstuddannet eller er på et bestemt niveau, da vi starter fra bunden med at introducere basale oliemale- og farveprincipper.

Vi starter hver mødegang med en gennemgang af teori, metode eller teknik, hvorefter der vil være mulighed for selvstændige studier og øvelser med feedback og vejledning undervejs. Du kan sagtens arbejde med selvvalgte projekter, ellers er der mulighed for at lave øvelser med still life, studier af buster, samt studier af klassiske mesterværker.
Fokus er på teori og metode indenfor realisme: Hue, Chroma, Value - Edges - Farvetemperatur - Measurement og proportioner etc. - Alla Prima - samt Brushwork, er alle områder vi kommer omkring.

Kurset er særlig relevant for dig, som gerne vil søge ind på uddannelser i Danmark, fx Animationsskolen i Viborg, eller et klassisk akademi i udlandet såsom "The Swedish Academy of Realist Art", hvor flere tidligere elever efter kurset er blevet optaget.

Kurset henvender sig både til nybegyndere og øvede, og kan tages som grundlag for at søge videre på et klassisk kunstakademi.

Medbring materialer:
Lærred eller lærredspapir, pensler, samt minimum 5 oliefarver: Hvid, gul, rød, blå samt Umbra. Terpentin må ikke medbringes, brug linolie i stedet.
Hjælp til materialer og indkøb kan gives over undervisers mail, eller ved første gang.