Skip to content

Vi har fået ny hjemmeside og arbejder på at løse tekniske problemer. Hvis du har foretaget et køb online mellem den 24/6-6/7 og IKKE har modtaget en bekræftelse og faktura pr. mail, bedes du kontakte os.

Det skal være trygt for dig at gå på aftenskole - se retningslinjerne for Covid-19

Retningslinjer ifm. Covid-19
Billede af kvinde der maler til maleværksted hos FOF Aarhus

Maleværksted og kunstforståelse

Maleværksted og kunstforståelse

Hvis du vil arbejde med dit maleri, mens du får inspiration og vejledning, så er dette kursus for dig. 

Du får:

Den daglige opvarmning:
Hver gang (eller næsten hver gang) vi mødes, starter vi med opvarmning. Det kan være en tegneøvelse, en farveøvelse eller afprøvning af en teknik. Resultaterne er ikke nødvendigvis udstillingsegnede, men vi får skiftet fra dagligdagens fornuftige venstre hjernehalvdel til den kreative højre hjernehalvdel. 

En opgave at gå i gang med:
Den allerførste dag kan det være rigtig svært at komme i gang. Så jeg stiller en opgave, der kan hjælpe dig med at få hul på dit maleri. Opgaven er fuldstændig frivillig. Nogle bruger en time og er så parate til deres eget projekt. Andre bliver så grebet, at de maler på opgaven flere gange. 

Vejledning og undervisning i nye teknikker:
Grundlæggende handler det selvfølgelig om, at du fordyber dig i dit eget maleri. Imens går jeg rundt og vejleder. Og så tager vi fat i overheadprojektoren, viftepenslen, fotooverførsel, slagmetal, collage, tusch, pasteller osv., efterhånden som behovet opstår. De fleste maler med akrylmaling. Men der er også frit slag til at tegne, male akvarel eller lave grafik (højtryk). Vi bruger ikke oliemaling. 

Foredrag om kunst:
I de fleste pauser holder jeg foredrag om kunst. Vi ser på en kunstner, et maleri, en isme - fra istidens hulemalerier til det allernyeste. Det giver en solid kunsthistorisk viden. Og endnu vigtigere: Vi kan udlede nye muligheder til vores eget maleri.

Et rigtig hyggeligt hold:
Selvom vi bruger mest tid på at male og lære, er det også vigtigt med den gensidige inspiration og samværet omkring vor fælles interesse: kunst. Niveauet på holdet er meget bredt. Nogle har deltaget i et begynderkursus, andre har malet i mange år. Men alle har noget at byde på. 

Og så lidt praktisk til sidst:
Hvis du mister en mødegang, er der mulighed for at flexe med underviserens andre hold.
Der er mulighed for at opbevare lærreder og maling på skolen.