"Man skulle ikke tro, at der i et så lille hoved skulle være noget så stort", sagde kurfyrste Karl Theodor efter en af prøverne til Mozarts opera Idomeneo.
W.A. Mozart (1756-1791) står som en af de største i musikhistorien. Han blev kun 35 år gammel, men skrev mange hundrede værker.
Mozart blev født i Salzburg som søn af en hofkapelmusiker, der sørgede for fremragende undervisning til dette vidunderbarn, som han også tog med til store dele af musiklivet i Europa. Man har regnet ud, at Mozart var på rejse omtrent en tredjedel af sit liv! Gennem hans bramfrie og underholdende brevvekslinger kan man følge ham rundt i Europa, hvor han modtog mange værdifulde musikalske indtryk.
Efter nogle år som musiker hos fyrstbiskoppen i Salzburg frigjorde Mozart sig og flyttede til Wien, hvor han derefter levede af at komponere, optræde og give undervisning. I Wien blev han også – til sin fars ærgrelse – gift med Constanze. De var begge gode til at bruge penge, når de havde dem, og der var mange økonomiske op- og nedture i wienerårene.
Selvom han ikke blev ret gammel, er det fuldstændigt forbløffende, hvor mange mesterværker Mozart har nået at skrive. Han har komponeret musik indenfor de fleste genrer, og hans symfonier og koncerter hører til standardrepertoiret verden over, og mange af hans operaer er blandt de mest spillede operaer overhovedet!
På dette kursus med mag.art. Leif V.S. Balthzersen, der i 2015 fik udgivet en anmelderrost bog om Mozarts operaer på Aarhus Universitetsforlag, lærer du vidunderbarnet og geniet W.A. Mozart at kende, hører om hans begivenhedsrige liv og hans samtid og – naturligvis – lytter til masser af eksempler på hans enestående musik.