Tag på kursus i Iyengar yoga, der er en fantastisk metode, hvor du gennem forskellige yogaøvelser opnår styrke, smidighed og afspænding. Holdet er for dig, der har fulgt niveau 1 eller 1-2 og kender basisprincipperne inden for Iyengar yoga, og som gerne vil videre med mere udfordrende træning.
Vi arbejder videre med 10-12 stående stillinger, og du bliver introduceret for flere detaljer og variationer af stillingerne. Vi går mere i dybden med bagudbøjninger, siddende foroverbøjninger og omvendte stillinger. Hovedstand og skulderstand er fast på programmet, og vi arbejder også med håndstand og albuestand, som styrker arme og skuldre.
Gennem undervisningen vil du mærke, hvordan Iyengar yogaen giver dig indre styrke og mere energi.
Timerne afsluttes med en sekvens af afspændende stillinger og enkle åndedrætsøvelser.