Skip to content

Glæd dig til alle vores nye kurser, foredrag og ture! Vi åbner løbende for tilmelding, og senest d. 8/6 kan du se hele vores efterårsprogram.

Kursus i mavedans ved FOF Aarhus, underviser Tanja Mejer

Mavedans - nybegynder

Mavedans - nybegynder

Mavedans handler ikke kun om maven, men er en række af forskellige stilarter og musik. På dette hold vil vi stifte bekendtskab med den orientalske dansekultur. Vi vil fx danse arabisk folklore, men vi vil også danse til de energiske, arabiske trommer. Du opnår en bred og overordnet forståelse for den orientalske dans. Vi starter alle timer med opvarmning, hvorefter vi lærer forskellige mavedanstrin. Vi fokuserer først og fremmest på basistrin, og efterhånden vil vi lige så stille opbygge en koreografi med udgangspunkt i de basistrin, vi har lært i løbet af vores træning. 

I løbet af kurser vil du se, hvor meget din krop kan. Mavedans øger din kropsbevidsthed, og er en smuk form for motion, hvor du kan opnå bedre kondition og større smidighed, mens du bevæger dig i flow. Mavedans det er et sundt redskab til at lære og til udforske din krop. Sammen skaber vi et rum, hvor der er både kærlighed og anerkendelse til dans og krop. Du vil fx lære forskellige trin med flere gentagelser, hvor kroppen er i fokus.

Mavedans er for alle aldre og køn, og der er ingen grænser for, hvordan din krop skal se ud. Det er en god ide at have løstsiddende tøj på, som du kan bevæge dig i, og som ikke strammer, fx bløde træningsbukser og en top. Det er ikke nødvendigt at danse med bar mave. Til gengæld danser vi i bare tæer, men det du kan også danse i strømper eller et par bløde sko til dans, hvis du foretrækker det. Husk at medbringe en drikkedunk.