Skip to content
Foredrag og debat hos FOF København

Hører du overhovedet efter?!

Hører du overhovedet efter?!

For få år siden fik Manu Sareen stillet diagnosen ADHD. Det første han tænkte var: Hvordan kan jeg have en børnesygdom? Men han blev klar over, at rigtig mange voksne mennesker lever med ADHD. Han ville ønske, at han havde kendt til sin diagnose tidligere i livet, så uroen, melankolien og det indre kaos havde fået en forklaring.

Denne aften fortæller Manu Sareen sin historie. Om at leve et liv med ADHD uden at vide det. Om en grundlæggende ensomhed, der knytter sig til at føle sig anderledes. Om de enorme omkostninger, det har haft for ham at overskride sine egne grænser igen og igen. Og om aldrig kunne sige nej til en udfordring. Han fortæller også om styrkerne ved ADHD – om jernviljen, gåpåmodet og kreativiteten.

Manu Sareen har skabt en politisk karriere og et succesfuldt forfatterskab, men på trods af succeserne er der også en anden side. Diagnosen har kostet ham dyrt, både professionelt og privat, forliste ægteskaber og tabte jobs og venskaber. Flere gange har han truffet afgørende valg i sit liv, som bagefter har været uforklarlige for ham selv, og han har siddet tilbage dybt forundret og forvirret med et smertefuldt sind. En mørk side af sit liv, som han aldrig tidligere har talt åbent om.

»Jeg fik et godt valg, og jeg vidste, at Margrethe Vestager måske ville ringe og spørge, om jeg ville være minister. Men jeg vidste også helt intuitivt, at hvis hun spurgte, ville risikoen for, at det ville gå galt, være stor. Jeg aftalte med min daværende kone, at hun skulle hjælpe mig med at sige nej, hvis hun ringede. Vi vidste efterhånden begge, at sindet var skrøbeligt, egoet var villigt, og evnen til at mærke, hvornår jeg havde brug for at sige stop, var ikke til stede.«