Jeg hedder Kirsten Thorsager Iversen. Håndarbejde og kunsthåndværk har altid været en stor del af mit liv. Siden ungdomsårene har jeg beskæftiget mig med syning, strik, hækling og broderi, og det har givet mig en solid forståelse for materialer og teknikker.
Jeg driver Storbjerg – strik, håndværk & design – en lille butik, hvor jeg formidler min interesse for godt håndværk gennem kurser og kvalitetsmaterialer. Her er der fokus på at skabe noget med hænderne i en hyggelig og uformel atmosfære.
Med en baggrund som lærer i folkeskolen i 29 år har jeg erfaring med at undervise og skabe et trygt læringsrum. Jeg lægger vægt på, at undervisningen skal være tilgængelig og inspirerende, så alle – uanset niveau – kan få glæde af at arbejde med håndarbejde.
For mig handler håndarbejde om fordybelse, kreativitet og fællesskab. Jeg glæder mig til at dele min erfaring og interesse med dig på kurset.