Permakultur er gennem de senere år gået fra at være en lidt hemmelig ting for de indviede til at være meget mere omtalt i forskellige sammenhænge, navnlig i forbindelse med havebrug og landbrug.
På dette intensive to-dages kursus i permakultur får du en dybdegående introduktion til, hvad permakultur er, og hvordan denne helhedsorienterede metode kan anvendes til at transformere alt fra hverdagsliv og havebrug til boligbyggeri, økonomi og fællesskaber.
Kurset kombinerer teoretisk viden med praktiske øvelser og levende eksempler.
Undervejs vil du få hands-on erfaring med permakulturens redskaber, principper og designmetoder.
Du lærer, hvordan du kan skabe robuste og regenerative systemer, der arbejder med – ikke imod – naturens egne processer.
Permakultur handler om at designe systemer, hvor mennesker og natur trives sammen.
Det er en metode inspireret af økologiske kredsløb og oprindelige folks viden, som hjælper os med at leve mere bæredygtigt – med færre ressourcer og mindre spild, men med mere overskud og livskvalitet.
Kurset afsluttes med en designøvelse, hvor du sammen med de øvrige deltagere udvikler dit eget permakultur-design, med udgangspunkt i virkelige problemstillinger og løsninger.
Underviser er biolog Camilla Brok, diplomstuderende og registreret underviser i permakultur, som med faglighed og passion guider dig gennem både teori og praksis.
Efter gennemført kursus vil det være muligt at få et introkursus-certifikat fra Permakultur Danmark, som dokumenterer dine nye kompetencer inden for bæredygtig design og livsstil.
Dato | Tid | Sted | Navn | |
---|---|---|---|---|
1 | Lørdag 18.04.2026 | 11:00-17:00 | Gåsetårnskolen Afd. Iseling | Camilla Brok |
2 | Søndag 19.04.2026 | 11:00-17:00 | Gåsetårnskolen Afd. Iseling | Camilla Brok |
Camilla Brok er diplomstuderende og registreret underviser fra Permakultur Danmark. Fra sin hjemmeside ligusteridealisten.dk skriver hun blandt andet om "De svimlende perspektiver i at dyrke egne grønstsager" og "et nyt syn på parcelhuset".
Ligusteridealistens mål er at vise, at vi kan gøre noget lige der, hvor vi er. Udtrykket ligusteridealist vender ordet ligusterfascist på hovedet på samme måde, som der er brug for at vende forestillingen om parcelhuset på hovedet. Ligusteridealisten er båret af permakulturens tankegang.
Permakultur står for permanent culture, altså en permanent kultur, der er bæredygtig også på lang sigt.