Skønheden i det, vi ikke behøver

Af Kristine Bjørnholt og Nanna Nørgaard Iversen
Foto af Jørgen Diswal

Otte kursister sidder foroverbøjet med øjnene hæftet på metalklumper. Øreringe, små æsker, en fingerring og et armbånd er ved at komme til live i baggårdsværkstedet på Frederiksgade.

Nogle af kursisterne viser med et bredt smil deres skinnende kreationer frem, mens andre rynker panden, frustrerede over de små detaljer, der driller. På skift tilkalder kursisterne sig Henrik Saugbjerg, der i flere år har givet instrukser og vejledning på sine smykkekurser i FOF Aarhus.

“En del af motivationen ved at undervise er, at fagidioten får lov til at fortælle noget om sit fag,” siger Henrik, der siden 1995 har drevet sin egen guldsmedeforretning. Her udfører han både sit eget håndværk og lærer fra sig på kurser.

Værdien i det nytteløse

På Henriks smykkekurser har nogle af kursisterne savet, filet og loddet i årevis, mens andre prøver kræfter med det for allerførste gang.

Tre kvinder har deltaget i onsdagskurset så længe, at de knap kan huske, hvornår de startede. En af dem trækker fornøjet en lille plastikpose op fra sin taske. Den er fyldt med færdige smykker, som vidner om de mange timer, hun har tilbragt på Henriks smykkekursus.

To mænd er netop startet på samme kursus. Efter ti timers koncentreret arbejde er de snart færdige med deres første projekt. De stræber efter at mestre det håndværk, som Henrik besidder. Et håndværk som ifølge Henrik på mange måder er nytteløst.

Han tror på, at det, der har holdt ham i faget, er tanken om at gøre noget nytteløst i en verden, hvor alt skal have nytteværdi.

"Derfor er det fedt at lave noget, som bare skal pynte os,” tilføjer Henrik, der ønsker at udbrede sit fag gennem sine kurser.

“Jeg vil frygtelig gerne formidle mit håndværk. Vi er ikke ret mange guldsmede tilbage, og når vi dør, ville det da være fedt, hvis vi havde givet vores tricks videre,” siger Henrik, hvis baggårdsværksted ugentligt rummer 100 kursister.

“Jeg er håndværker, ikke designer”

Når et kursus er slut, gør Henrik en dyd ud af, at værkstedet skal stå snorlige til et nyt hold kursister. Efter et afsluttet kursus søger han op ad den snoede trappe til førstesalen, hvor han har sit eget værksted.

I modsætning til den stringente orden i stueetagen har hans eget værksted en helt anden fremtoning. Midt i rummet står et bord overdynget med alt fra diamanter og guld til en åben lakridspose og en fjernbetjening.

Blandt det organiserede rod stikker små poser med smykker hovedet frem. De bærer på hver deres historie, som Henrik gennem sit håndværk forsøger at formidle. Et nyt liv, et gammelt liv, glæde og sorg bliver med ét en del af hans arbejde.

“For mig er det meningsfyldt at give nyt liv til det gamle,” siger han.

På trods af de mange historier, som Henrik Saugbjerg har formidlet gennem sit håndværk, forbliver han ydmyg.

“Det er ikke, fordi jeg er specielt kreativ eller kunstnerisk. Jeg ynder faktisk bare at kalde mig selv håndværker og ikke designer. Jeg er håndværker på linje med en VVS’er, en murer eller en tømrer."

Se alle Henrik Saugbjergs hold