
Med erfaring fra både ballet og teologi skaber Anne-Kristine Nygaard Lamhauge et dansefællesskab, hvor bevægelse og livsglæde følges ad. Her handler det ikke om perfektion, men om at danse sammen.
Foto og tekst af Nanna Nørgaard Iversen
På danseholdet Dans dig glad fylder Jennifer Lopez’ linjer rummet:
“Let’s get loud, let’s get loud. Turn the music up, let’s do it. C’mon, people.”
Hofter vrikker, hoveder nikker, og på få sekunder bevæger alle sig i samme takt. Selvsikkert og med stil danser holdet sig gennem en salsa-koreografi, mens smil, sved, koncentration og glade rytmer gennemsyrer spejlsalen på Frederiksbjerg.
”Man bliver altid i så godt humør,” siger en af kvinderne, da Lopez-sangen ebber ud med ordene:
“Ain’t nobody gotta tell ya what you gotta do.”
Det er mandag formiddag, og seniorholdet på 50+ kaster sig som sædvanligt ud i den ene dans efter den anden. Sæsonen nærmer sig sin afslutning, og repertoiret bugner af koreografier, der emmer af god energi og bevægelsesglæde.
Underviser Anne-Kristine guider holdet med sikker hånd og stor entusiasme. Hun har tilbragt utallige timer i spejlsale med musik, dans og høj puls.
Allerede som 13-årig forlod hun barndomshjemmet i Vestjylland for at bo på et kollegium tilknyttet Det Kongelige Teater, hvor hun uddannede sig i ballet.
”Det var virkelig hårdt at flytte hjemmefra så tidligt. Når man går i 7. klasse, er man jo stadig bare et barn,” fortæller hun.
I dag har hun skiftet balletskoene ud med bøger og er i færd med at færdiggøre sit speciale i teologi på Aarhus Universitet. Umiddelbart kan dans og teologi synes som to vidt forskellige verdener, men for Anne-Kristine hænger de tæt sammen.
”Både min grunduddannelse fra Det Kongelige Teaters Balletskole og min uddannelse i teologi repræsenterer meget af det, jeg kommer fra. Jeg er vokset op på en efterskole med gymnastik, sang og musik, hvor min far var efterskolelærer. For mig har bevægelse altid været en måde at udtrykke sig på og være i verden på. Sat på spidsen handler teologi også om netop det: hvordan vi forholder os til det at være til.”

Anne-Kristine har undervist mange forskellige målgrupper – fra efterskoleelever og balletdansere til fysisk og psykisk funktionsnedsatte. Grundlæggende oplever hun ikke, at udgangspunkt og alder har særlig stor betydning for, hvordan det er at undervise.
”Hvis bare deltagerne har taget skridtet ud ad døren og er mødt op for at blive ført lidt rundt til god musik, bærer det hele timen. Det er i virkeligheden dem, der bærer mig, og ikke omvendt.”
Danseholdet kaster sig ud i en ny koreografi. Kun lyden af Anne-Kristines stemme og danseskoenes skridt mod gulvet bryder stilheden. Arme strækkes, fødder drejer, og trinnene prøves af og gentages.
”Så strækker vi os helt op, kigger op, kommer op på tæerne og drejer rundt om os selv,” instruerer Anne-Kristine, mens deltagerne følger hendes bevægelser. Koreografien sidder ikke helt endnu, og små fnis bryder ud, når trinene går galt.
”Det bedste er, når vi kan grine af os selv. Det skal ikke være så højtideligt eller perfekt. Det handler om at give slip på forventningen om, hvordan vi skal se ud i spejlet – og i stedet bare være,” siger Anne-Kristine.
Musikken fylder igen rummet, pulsen stiger, og den nye koreografi tager form i spejlsalen. Der bruges ikke for lang tid på at gennemgå trin og teknik, for som Anne-Kristine siger, handler undervisningen lige så meget om den stemning, der opstår, når krop og musik smelter sammen.
”At videreformidle bevægelsesglæde betyder for mig, at man bliver frisat fra hverdagens bekymringer og alt det, der foregår uden for det rum, vi træder ind i," siger hun og tilføjer, at hun oplever det igen og igen, når hun ser rundt på holdet. Smilene breder sig, koncentrationen er tydelig, og energien vokser i takt med musikken.
Selvom sæsonen nærmer sig sin afslutning, er holdet langt fra færdige med at danse. Langt de fleste har allerede meldt sig til næste sæson. Og ligesom holdets dansere glæder sig til mere, ser Anne-Kristine frem til endnu en sæson som underviser.
”Vi skal danse til musik, hvor vi får pulsen op, og som løfter os helt vildt meget. Altså for mig er det ren flødeskum at komme her og undervise.”