
”Tror du, at vi kommer til at kunne se noget som helst?” spørger jeg min følgesvend, da vi nærmer os bålhytten i hjertet af Risskov.
”Måske,” svarer hun med et grin.
Under mine sorte gummistøvler knaser efterårsbladene dovent, mens de sidste solstråler danser mellem trækronernes blade. Vi skal ud at gå i aftenmørket til workshoppen Skumringstur og bålhygge med naturcoach Gitte Grand Bang.
Luften er kølig og skoven dufter af fugtig jord. Det er en af de eftermiddage, hvor naturen synes at sænke tempoet en smule, som er den ved at gøre sig klar til at gå til ro.
Foto og tekst af Freja Edlefsen Holmboe
Ved bålhytten samles aftenens deltagere. Nogen ankommer i selskab med andre, mens andre er mødt op alene. Fælles for os er, at vi har sat et par timer af til at træde ud af den vante rytme og ind i skovens stille univers.
Underviseren, Gitte, starter workshoppen med en såkaldt ’kom til stede-øvelse’. Meningen er, at vi skal ud af hovedet og ned i kroppen. Dagens travlhed og gøremål forvises, imens vi trækker vejret dybt ned i maven og lukker øjnene for en stund.
Da vi igen åbner øjnene, er det tid til at tage de første skridt afsted mod skovens stier. Under fødderne ligger et blødt lag af blade, og grenene over os danner et tæt netværk mod den stadig mørkere himmel. Enkelte steder trænger lyset endnu igennem, men farverne begynder så småt at miste deres styrke. Det grønne bliver mørkere, og de gyldne efterårsfarver glider over i brune og grå nuancer.
På skumringsturen bliver vi opfordret til at gå i stilhed og rette opmærksomheden mod vores sanser. Det lyder umiddelbart enkelt, men stilheden føles overraskende larmende, når man først begynder at lægge mærke til den.
Lyden af mine egne skridt bliver tydeligere. En ugle tuder, en gren bevæger sig et sted i nærheden, og vinden får trækronerne til at rasle sagte. Lyde, jeg måske normalt ville overse, træder pludselig frem fra baggrunden.
Det er en særlig fornemmelse at bevæge sig gennem skoven uden hele tiden at skulle tale. Til hverdag kan stilhed hurtigt komme til at føles som et tomrum, der skal fyldes ud. Her bliver den i stedet en del af oplevelsen. Der er ikke nogen, der forventer, at jeg skal sige noget sjovt, stille et spørgsmål eller holde en samtale i gang.
Jeg skal bare gå. Bare være.
To gange på skumringsvandringen sætter vi os ned i skovbunden. Vi siger stadigvæk ingenting, men falder i et med naturen.
Da vi vender tilbage til bålhytten, er mørket faldet på. Her tænder vi et bål, der fungerer som et varmt samlingspunkt i den kølige efterårsaften. Flammerne bevæger sig i små, levende mønstre, og deres orange skær står i kontrast til skovens mørke omkring os. Kulden bider lidt i kinderne, og vi samles om flammerne, hvor der serveres varm suppe og brød.
Der er ikke nogen, der forventer, at jeg skal sige noget sjovt, stille et spørgsmål eller holde en samtale i gang. Jeg skal bare gå. Bare være.
Gitte Grand Bang tilbyder flere forskellige hold i FOF Aarhus, blandt andet Qigong i naturen, Sansebad i naturen og NaturRo for kvinder der oplever stress. Fælles for alle holdene er naturen som omdrejningspunkt. Gitte lægger vægt på at skabe en rolig og tryg atmosfære, hvor der er plads til at sænke tempoet, mærke kroppen og finde ro i både krop og sind – alt sammen i naturens nærvær.
Efter en tur, hvor stilheden har spillet hovedrollen, er der nu mulighed for at dele oplevelsen med de andre deltagere. Hvad lagde vi mærke til undervejs? Var der nogen, der syntes, at mørket var ubehageligt, eller var det snarere en lettelse ikke at skulle forholde sig til alle de visuelle indtryk?
Da vi lidt senere forlader Risskov, tænker jeg tilbage på mit spørgsmål fra begyndelsen: ”Tror du, at vi kommer til at kunne se noget som helst?”
Selvom mørket har gjort det sværere at se, har jeg lagt mærke til mere, end jeg havde forventet. Lydene er blevet tydeligere, skridtene langsommere, og tankerne mindre støjende. Det er mærkeligt, at man kan opleve mere ved at se mindre. Men det er faktisk, hvad der er sket.