
Torsdag 4/3
FOF Aarhus
Kom til foredrag i Aarhus om Israel og Palæstina. Det er fortællingen om konflikt og håb, om mennesker på tværs af skel – og om de stemmer, der insisterer på, at en anden fremtid er mulig.
Hvordan ser fredsaktivisme ud i Israel og Palæstina – også efter Hamas’ angreb den 7. oktober 2023 og den efterfølgende krig i Gaza? Og hvor finder man håb, når konflikten ofte fremstilles som fastlåst og uden en vej frem?
Det undersøger Sarah Arnd Linder i dette foredrag, hvor hun tager os med tættere på de israelere og palæstinensere, der – trods krig, sorg og dybe politiske skel – fortsat arbejder for fred og dialog. Særligt sætter hun fokus på kvinder, som ofte spiller en central, men mindre synlig rolle i fredsarbejdet.
Sarah er dansk og har boet 17 år i Israel, hvor hun også har taget størstedelen af sin uddannelse. Hun har en bachelor i Conflict Resolution and International Affairs fra Interdisciplinary Center Herzliya samt en master i Mellemøsthistorie fra Tel Aviv Universitet.
For ti år siden grundlagde Sarah projektet Political is Personal – PiP, der gennem interviews med israelske og palæstinensiske kvinder undersøger, hvordan den politiske virkelighed og konflikten påvirker menneskers liv. Gennem deres personlige fortællinger bliver de store politiske spørgsmål konkrete og nærværende.
Sarah har siden holdt foredrag om PiP i både Danmark og internationalt – blandt andet i Frankrig, Finland, Israel, USA, Tyskland og ved Europa-Parlamentet i Bruxelles.
I dette foredrag flytter hun fokus fra selve konflikten til dem, der forsøger at skabe forandring. Med personlige fortællinger, erfaringer fra mange år i Israel og et indblik i det israelsk-palæstinensiske fredsarbejde stiller Sarah spørgsmålet:
Er fred stadig mulig – og hvem er det, der arbejder for den?
Sarah Arnd Linder er foredragsholder, forfatter og konsulent med speciale i konflikt, fredsarbejde og Israel-Palæstina. Hun har boet 17 år i Israel og har en bachelor i Conflict Resolution and International Affairs samt en master i Mellemøsthistorie. Sarah er desuden stifter af Political is Personal, hvor hun gennem mere end 100 interviews har samlet personlige fortællinger fra israelske og palæstinensiske kvinder.
Foto: Manami Sakamoto.
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Se mere