
FOF Københavns Omegn
Hver tirsdag inviterer Kulturhøjskolen dig på en rejse gennem menneskets historie, naturens vidundere, kulturens dybder og universets mysterier. Bliv udfordret, inspireret og beriget af foredrag, der både oplyser og underholder.
– hvor verden åbner sig i alt fra Sydamerikas myter og Afrikas stammer til Europas mørke historie, universets trusler og menneskets inderste sind. Her møder du både eventyrere, forskere og forfattere, der tager dig med helt tæt på alt det, der former vores verden – fra politik og økonomi til kunst, naturvidenskab og eksistentielle spørgsmål. Det er foredrag, der ikke bare giver viden – men perspektiv, undren og nye måder at se verden på.
Tirsdag den 15/9-26
El Dorado – Landet af guld
Fra El Libertador Bolívar til nutidens Evo Morales og Hugo Chávez – Sydamerika formet af drømme om frihed, oprør og “El Dorado”. Fra Andes til Amazonas: revolutioner, myter og farverige ledere i kampen for selvstændighed og retfærdighed. En visuel rejse gennem et kontinent, hvor historie, legender og politik smelter sammen.
Jan Tvernø, eventyrer og forfatter
Tirsdag den 22/9-26
MØRKETS HOTELLER – Børnene i Scientology
Hør den opsigtsvækkende fortælling om børn, der ifølge Mørkets hoteller voksede op isoleret i Scientologys miljø i København fra 1970’erne. En parallelverden bag hotelmure – hvor barndom, sprog og normalitet blev formet uden for det danske samfund. Et stærkt foredrag om ideologi, kontrol og et København, der måske så den anden vej.
Robert Dam, forfatter
Tirsdag den 29/9-26
Vanvid i litteraturen
Et medrivende foredrag om vanvid i litteraturen – fra Kong Lear til Mrs. Dalloway – hvor sindets sammenbrud bliver til kunst, erkendelse og sprog. Hvordan skildres psykisk sårbarhed gennem tiden, og hvad kan litteraturen, når virkeligheden bliver svær at bære? Et personligt og litterært dyk ned i psykens mørke, hvor læsningen både beroliger og forstyrrer.
Rachel Röst, social entreprenør og forfatter
Tirsdag den 6/10-26
Titanernes kamp
Første Verdenskrig knuste den gamle verdensorden og åbnede døren til nye ideologiske kampe, kriser og sammenbrud i hele Europa. Fra finansielt kaos til politisk ekstremisme banede udviklingen vejen for fascismen i Italien og nazismens magtovertagelse i Tyskland. Et skarpt foredrag om, hvordan Europas mest civiliserede lande bevægede sig mod et totalitært mørke – og hvor Danmark stod midt i det hele.
Simon Ankjærgaard, journalist, forfatter, historiker og formidler
Tirsdag den 20/10-26
Stammer i Etiopien
Tag med til det sydlige Etiopien og Omo Valley, hvor Lars Skovbæk møder nogle af Afrikas mest unikke stammer – fra Hamer til Mursi med de berømte tallerkenlæber. En dramatisk og personlig rejse fyldt med kulturmøder, ritualer, farver og overraskende venskaber midt i Afrikas vildeste egne. Et levende foredrag med stærke billeder, grin, gys og historier fra et af verdens mest fascinerende stammelandskaber.
Lars Skovbæk, MBA og iværksætter
Tirsdag den 27/10-26
Trusler fra rummet
Vi tænker sjældent over det, men Jorden er en del af et voldsomt og aktivt univers med trusler, der kan påvirke hele vores samfund. Fra soludbrud og asteroider til rumskrot og kosmisk stråling – rummet er ikke så stille, som det ser ud. Astrofysiker Michael Linden-Vørnle fra DTU Space giver indblik i, hvordan vi overvåger og beskytter os mod truslerne fra universet.
Michael Linden-vørnle, astrofysiker (ph.d.) og chefkonsulent
Tirsdag den 3/11-26
Genistreger af Leonardo da Vinci
Leonardo da Vinci – renæssancens universalgeni bag Mona Lisa, Den sidste nadver og Den vitruvianske mand. Et liv i kunst, videnskab og opfindelser, hvor nysgerrighed og nyskabelse spændte over alt fra anatomi til krigsteknologi. Et foredrag om mesterværkerne, mennesket bag og den tid, der formede en af historiens største kunstnere.
Mathilde Teglgaard Nielsen, Cand.mag. i medievidenskab og kunsthistorie
Tirsdag den 10/11-26
Et spektakulært fund – kabelbakterier på havets bund
Kabelbakterier er centimeterlange mikroorganismer, der kan lede elektrisk strøm i havbunden – en fascinerende form for mikroskopisk “elektrisk liv”, opdaget i Aarhus Bugt i 2012. Hvordan de gør det, og hvordan de kan fungere som flercellede organismer med arbejdsdeling, er stadig blandt de store ubesvarede spørgsmål i moderne mikrobiologi. I dette foredrag formidler Casper Aabrandt Thorup sin forskning i kabelbakterier og giver et indblik i, hvordan de måske transporterer elektroner gennem protein-nanowirer – og hvad det betyder for vores forståelse af liv under havbunden.
Casper Thorup, phd. i mikrobiolog
Tirsdag den 17/11-26
Hvor udfordret er dansk økonomi i de kommende år?
Et skarpt blik på dansk økonomi: hvad er råderummet, og hvad bestemmer egentlig det politiske spillerum? Hvordan finansieres fremtidens udgifter til forsvar, sundhed og bæredygtig udvikling – og hvor skal pengene komme fra? Foredraget sætter også fokus på globale handelskonflikter og stiller spørgsmålet: er den danske velfærdsstat under pres?
Jesper Jespersen, professor og forfatter
Tirsdag den 24/11-26
Skoleskibet Danmark
Som 17-årig gik Hans Henrik Damgaard ombord på Skoleskibet Danmark – og ind i sit første store eventyr på havet. Et liv uden privatliv, hvor hængekøjen er seng, og hvor havet bestemmer alt fra kurs til karakter. Foredraget byder på levende anekdoter og billeder fra et sømandsliv på både skoleskibe, fuldrigger og Atlanterhavets åbne vand.
Hans Henrik Damgaard, eventyrer
Tirsdag den 1/12-26
Putins Rusland og Ruslands Putin
Putin er formet og vokset op i Sovjetunionen. Han har reageret på forskellige udfordringer, blevet formet af landets historie og samtidig søgt at påvirke landet. Foredraget vil præsentere de forskellige retninger i det russiske samfund i dag og søge at svare på spørgsmålet, om Putin tænker som en etnisk russisk nationalist, sovjetiske ekspansiv kommunist, ortodoks kristen, eurasisk filosof, vestlig juridisk uddannet liberal eller måske noget af det hele.
Jens Jørgen Nielsen, historiker
Vært: René Hasly
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Se mere
Se mere