
Er du i tvivl om, hvilken form for yoga, du skal vælge, så får du her en nem og hurtig forståelse for nogle af de yogatyper, du kan finde i FOF Aarhus.
Uanset type, er yoga en skøn og forløsende måde at være god ved dig selv, både fysisk og mentalt.
Hvad er hatha yoga?
Hatha yoga siges at være den oprindelige, klassiske yoga, som fokuserer på klassiske stillinger, meditation og åndedrættet. Stillingerne udføres i et roligt tempo med pauser imellem, som sikrer et optimalt udbytte.
Hvordan foregår hatha yoga?
Når du udøver hatha yoga, arbejder du med de klassiske yogaøvelser, hvor du bliver i stillingen, så du kan mærke din krop og udvikle din kropsbevidsthed. Det er altså en rolig yogaform med fokus på vejrtrækning, koncentration og på at udføre stillingerne korrekt.
Hvem dyrker hatha yoga?
Hatha yoga dyrkes af alle, der ønsker at finde indre ro og balance i et roligt tempo, hvor der hele tiden lyttes til kroppens kunnen. Hatha yoga er en rigtig god yogaform for begyndere, der er nysgerrige på yogaens verden.
Hvad iyengar yoga?
Iyengar yoga er en detaljeret yogaform, der har fokus på nervesystemet, balance, kropsholdning og muskler. Yogaformen arbejder i særdeleshed med åndedrættet og at komme dybere ind i stillingerne.
Hvordan foregår iyengar yoga?
Detaljer og kraft! Iyengar yoga er en meget kraftfuld yogaform, hvor alt foregår i et stille og roligt tempo. Afspænding er der dyb respekt for, da iyengar og meditation er tæt forbundet.
Hvem dyrker iyengar yoga?
Det er ikke uhørt, at sportsudøvere bruger iyengar yoga til at afslappe nervesystemet og derved opnå bedre præstationer. Men alle kan dyrke denne yogaform, da undervisningen også gør brug af redskaber.
Hvad er yin yoga?
Yin yoga har en gren til kinesisk akupunktur og indisk yogafilosofi. Det er en meditativ yogaform, der har fokus på bindevævet og det parasympatiske nervesystem.
Hvordan foregår yin yoga?
Lange, blide og nærende stræk, der arbejder med bindevævet i hele kroppen. Blot ét lille stræk vil have en stor effekt i hele kroppen, da bindevævet forbinder alt væv i kroppen.
Hvem dyrker yin yoga?
Da patanjali arbejder meget med bindevævet, er yogaformen rigtig god til at afhjælpe smerter i kroppen som følge af fx stress, skader og arvæv efter operationer. Du vil bl.a. opleve en positiv indvirkning på din fordøjelse og dit stressniveau.
Hvad er ashtanga?
Ashtanga yoga er den mest aktive yogaform, der findes. Med Ashtanga yoga styrker og smidiggør du din krop, samtidig med at du kommer i form. Yogaformen har også den fordel, at den er afstressende og giver en fornemmelse af lethed i kroppen og ro i sindet.
Hvordan foregår ashtanga?
Ashtanga yoga består af en serie af stillinger, som forbindes med åndedræt og bevægelser. Ud over åndedrættet og bevægelserne anvender man andre teknikker med kropslåse (bandha) og fokuspunkter (dristhi), som gør, at kroppen bliver opvarmet med en udrensende indre varme.
Hvem dyrker ashtanga?
Ashtanga yoga er godt til dig, som ønsker en større smidighed. Med ashtanga opnår du en smidighed, som gavner din dagligdag, da det er medvirkende til at forebygge skader. På begynderholdet er der ingen krav til din smidighed, og der tages hensyn til kursisternes individuelle formåen og eventuelle skader.
Hvad er kundalini yoga?
Kundalini yoga er en helhedsorienteret yogaform, der kombinerer fysiske øvelser, vejrtrækningsteknikker, meditation og mantraer. På disse hold arbejder vi både med krop, sind og energi for at skabe øget nærvær, balance og indre styrke.
Hvordan foregår kundalini yoga?
Undervisningen i FOF Aarhus veksler mellem rolige, mindfulde sekvenser og mere dynamiske øvelser, ofte sat sammen i serier med fokus på åndedrættet.
Hvem dyrker kundalini yoga?
Kundalini yoga er for dig, der ønsker mere ro, balance og energi i hverdagen. Det er en blid, holistisk praksis for alle, der søger velvære, balance og god energi - uanset erfaring.