"Alle går rundt og forelsker sig…" – Hyldest til Kai Normann Andersen, 125 år
Vi kender dem alle sammen – de gode sange, de klassiske film og de utallige, smukke melodier… Over 900 er det blevet til, siden bankmanden Kai Normann Andersen byttede bankbogen ud med nodepapir.
Vi markerer Kai Normann Andersens 125-års fødselsdag og fejrer det med fællessang, hvor vi synger alle de kendte og elskede sange som: Alle går rundt og forelsker sig, Glemmer du, Den allersidste dans, Gå ud og gå en tur, Lille du, Man binder os på mund og hånd, I dit korte liv, Musens sang – og mange, mange flere.
Mange af sangene blev udødeliggjort af blandt andre Liva Weel, og flere har siden fundet vej til Højskolesangbogen.
Kom med til fællessangskoncert, hvor vi synger alle disse udødelige sange, krydret med gode historier om melodierne, filmene og om Kai Normann Andersen selv.
Der er lagt op til god stemning, højt humør, swingende rytmer, smukke ballader og masser af sang, når Ole Jørgensen – akkompagneret af pianist Jesper Bauder – inviterer til en aften i nostalgiens tegn i den smukke Kunstpavillon i Videbæk. Der bydes også på kaffe og kage, og det er naturligvis muligt at se den aktuelle udstilling.
Sang: Ole Jørgensen
Klaver: Jesper Bauder
Det store fællessangskor: DIG!