Danmark står over for en række vilde problemer: Komplekse samfundsudfordringer, hvor de gængse løsninger ikke slår til. Hvis vi skal løfte folkesundheden, have flere hænder på arbejdsmarkedet, sikre hjælp til socialt udsatte eller dæmpe unges mistrivsel kræver det nye metoder og ikke mindst nye partnerskaber.
Derfor samlede FOF Køge Bugt, FOF Københavns Omegn og FOF København og Nordsjælland den 22. maj beslutningstagere og embedsfolk fra 33 kommuner til konferencen Sammen om Sundhed. For civilsamfundet er en vigtig medspiller, når vi skal løse nogle af de vilde problemer, vi står overfor.
Aftenskoler er en del af løsningen
FOF har allerede flere partnerskaber med kommuner om indsatser inden for fysisk sundhed, genoptræning, psykisk sårbarhed og mental trivsel:
I Frederiksberg Kommune har FOF i flere år for eksempel haft et partnerskab med kommunens sundhedscenter om ”Senior Fitness”, ´der er vedligeholdende træning til borgere som opfølgning på et kommunalt genoptrænings- og rehabiliteringsforløb.
I Furesø Kommune har et partnerskab med FOF om madlavningshold og kunsthold for sårbare unge og voksne brudt ensomhed, skabt venskaber og bygget bro til andre fritidsaktiviteter, job og uddannelse.
Fællesskaber, der gør en forskel
En af dem, der oplever stor værdi i samarbejdet mellem kommuner og aftenskoler, er direktør i FOF Køge Bugt, Tine Scheye Koop:
”Vi skaber fællesskaber og bekæmper ensomhed, mens vi arbejder med genoptræning og forebyggelse. Vi styrker kreativitet og kompetencer, når mennesker med særlige behov, der ikke har en plads på uddannelses- eller arbejdsmarkedet, kan styrke deres evner, få selvtillid, gåpåmod, succesoplevelser og noget at møde ind til. Vi har så mange historier fra vores kurser, der viser, at kursisterne får enormt meget ud af at gå hos os. Vi kan levere rammerne til de styrkende og udviklende fællesskaber, og det skal vi bare gøre mere af,” sagde hun i forbindelse med konferencen.
Momentum for nye partnerskaber
Netop nu er det helt rigtige tidspunkt at udvide samarbejdet mellem foreninger, kommuner og fonde, fortalte en af dagens talere: Direktør i tænketanken INVI – Institut for vilde problemer, Sigge Winther Nielsen.
"Lige nu er der et moment, I kan gribe. Sammen med fonde, kommuner og civilsamfund har I et stort uforløst potentiale. I gør meget allerede i aftenskolerne. Men I kan gøre endnu mere – og vise beslutningstagerne, at der er et kæmpe forandringspotentiale i den gruppe, som er her i dag," sagde han.
Klar til at løfte mere
Konferencen Sammen om Sundhed skulle kickstarte dialogen om, hvordan aftenskolerne kan bidrage endnu mere i kommunale sundheds- og forebyggelsesindsatser. Og responsen var tydelig: Både kommunale beslutningstagere og fagpersoner ser muligheder i samarbejdet.
"Det var en stor fornøjelse at være på konferencen og opleve det enorme engagement fra fagfolk og politikere i kommunerne. Det var helt tydeligt, at vi er mange der ser et stort potentiale i at samarbejde endnu mere om at løfte de opgaver, der virkelig gør en forskel for borgernes mentale og fysiske sundhed. FOF Køge Bugt, FOF Københavns Omegn og FOF København og Nordsjælland gør allerede rigtig meget – og vi er klar til at løfte endnu mere," sagde Benedikte Marie Kaalund, der er sekretariatschef i FOF Danmark.