Foredrag

"Stol på Gud - og hold krudtet tørt!"

Foredrag med Hærprovst Thomas H. Beck

Thomas H. Beck vil tage udgangspunkt i sin bog fra december 2015 ”Stol på Gud – og hold krudtet tørt”, der er et destillat af den måde, han har forkyndt kristendom under sine udsendelser som feltpræst. Den taler til den danske soldat om krig, kristendom, etik, moral, liv og død – sådan som den taler til enhver, der ser sit liv som en kamp. Vi har alle vores indre kampe, der altid har godt af at få gode ord med på vejen. Men i de ydre kampe hører der i lige så høj grad en forkyndelse til.

Efter årtiers fred i Danmark er vi i dag i en opbrudstid, der allerede har ført til internationale operationer for danske soldater i eks-Jugoslavien, Irak, Afghanistan og andre af verdens brændpunkter, men som for mange andre først nu kommer helt tæt på vores hverdag med islamistiske terrorangreb i Europa og en forøget trussel fra Rusland. Det kræver en besindelse, der for kirkens vedkommende ikke mindst drejer sig om, at man hverken skal gøre kristendommen politisk og humanistisk eller begynde at ville forsvare den.

Med udgangspunkt i sine oplevelser fra sine udsendelser – og suppleret med billeder - vil Thomas H. Beck drøfte nogle af disse problemstillinger.

Thomas H. Beck er født i Åbenrå. Han har været sognepræst i Barløse, Sandager og Holevad sogne på Fyn fra 1994 til 2011, hvor han blev hærprovst og tilknyttet Kastelskirken som sognepræst. Stillingen som hærprovst var en naturlig følge af, at han havde været feltpræst siden 1996 og udsendt til Afghanistan 5 gange i årene fra 2004 til 2010 og til Irak i 2015.