
Onsdag 19/5
FOF Aarhus
Tag med til et foredrag om forbudt kærlighed i musikhistorien, og kom tættere på Chopin, Tjajkovskij og følelserne bag deres klassiske mesterværker i FOF Aarhus.
Gennem musikhistorien har komponister levet med seksuelle følelser og relationer, som af religiøse, sociale eller juridiske grunde måtte skjules. Samtidig har musik, opera og ballet været steder, hvor disse følelser samt hvor begær, længsel og forbudt kærlighed kunne få et kunstnerisk udtryk.
Til dette foredrag undersøger vi denne forbudte kærlighed nærmere og høre, hvordan den sætter storslåede klassiske mesterværker i et nyt lys og viser en side af musikken, som gennem historien ofte har været underbelyst.
Vi begynder ved hoffene i 1600- og 1700-tallet, hvor seksualitet, magt, køn og iscenesættelse var tæt forbundne, og bevæger os gennem romantikken og ind i en tid, hvor seksuelle forhold mellem mennesker af samme køn fortsat kunne være både strafbare og socialt stigmatiserede. Undervejs møder vi en række komponister og værker, blandt andre Frédéric Chopin og Pjotr Tjajkovskij, og gennem deres breve undersøger vi deres turbulente følelsesliv – og lytter til den lidenskabelige musik, de skrev.
Hos Chopin møder vi den unge komponists stærke følelser for Tytus Woyciechowski og hans egne ord om at kunne betro klaveret det, han ønskede at sige til sin ven. Vi lytter til den intense melankoli og længsel, der præger mange af hans værker – fra præludier og nocturner til mazurkaer og berceuser.
Hos Tjajkovskij møder vi en komponist, hvis liv var præget af en seksualitet, han ikke frit kunne leve ud. Og vi lytter til noget af den mest lidenskabelige, desperate og følelsesmæssigt intense musik, der er skrevet – ikke mindst den sjette symfoni, Pathétique.
Det er en aften om forbudt kærlighed, ulykkelig forelskelse, længsel, begær og alt det, der må skjules – fortalt gennem komponisternes liv og hørt gennem deres musik.
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Se mere
Se mere