
Tag med på en stemningsfuld byvandring i Jernbanebyen, et af Københavns mest visionære byudviklingsprojekter. Her er DSB’s historiske centralværksted i fuld gang med at blive transformeret til Danmarks grønneste bydel – et område, hvor værkstedshaller, jernbanespor og industriminder får nyt liv som atelierlokaler, workshops, orangerier, kulturfællesskaber og kreative erhverv.
Selvom byggeriet først lige er gået i gang, summer området allerede af liv, kunst, eksperimenter og midlertidige byrum, der giver et sjældent kig ind i bydelens fremtid.
Turen begynder ved Kaktustårnene ved Dybbølsbro, hvor vi også ser den nye fjernbusterminal og Nexus CPH. Herfra bevæger vi os ind i Jernbanebyens rå, charmerende rammer. Vi fortsætter forbi vandtårnene til Spor 10, et gammelt toldpakhus, som i øjeblikket fungerer som levende kultur- og byrumslaboratorium. Herefter går vi mod Lokomotivværkstedet – i dag et lukket messecenter, men i fremtiden tænkt som et åbent, folkeligt mad- og markedshus i stor skala.
Midt på ruten besøger vi Living Places, arkitekturpavillonen fra UNESCOs arkitekturtriennale, der viser, hvordan bæredygtigt byggeri i træ kan udføres i praksis. Lige ved siden af ligger CPH Village, en midlertidig studieby med 184 træboliger i en gammel frugtplantage; et eksperiment i fællesskab, bæredygtighed og kompakt boligliv.
Vi runder af på Banegaarden, et økologisk mad- og kultursted i ni historiske trælader, og slutter turen i Den Gule By, hvor de gamle tjenesteboliger ligger som en skjult landsby midt i byen.
Jernbanebyen er et af de mest interessante steder i København lige nu. Her står fortidens tunge industri side om side med fremtidens klimavenlige byggeri, og området fungerer i disse år som et eksperimentarium for midlertidige byrum og kultur.
Turen giver dig et enestående indblik i, hvordan en helt ny bydel bliver til!
Turen varer ca. 2 timer og foregår til fods på en rute på omkring 2 km. Undervejs stopper vi flere steder for at høre om historien, visionerne og alle de kreative kræfter, der former Jernbanebyen.
Du får en levende introduktion til et af Københavns mest lovende nye kvarterer – en sjælden mulighed for at opleve området inden det bygges færdigt. Her kommer du helt tæt på transformationen, stemningen og de idéer, der vil definere Jernbanebyen i de kommende år.
Start: Under Kaktustårnene, Dybbølsbro
Slut: Den Gule By, Otto Busses Vej
Distance: ca. 2 km
Der er ingen hold tilgængelige lige nu.
Kig forbi igen senere – vi opdaterer løbende.