
FOF Randers-Favrskov-Mariagerfjord-Viborg
Dans, rytme og ro – for alle aldre
Tempoet er roligere, trinene lettere, og stemningen uhøjtidelig – her må du gerne grine af dig selv, når fødderne går til højre og armene til venstre. Fokus er på musik, bevægeglæde og samvær.
Undervisningen starter med, at deltagerne tjekker ind i gruppen, hvorefter opvarmningen går i gang. De fleste danse følger en koreografisk ramme. Der krydres også med lidt mere frie indslag fra underviserens ballroom-erfaring og groove-trin. Musikken spænder fra latinamerikanske rytmer til stilarter fra hele verden.
Du vil gradvist lære koreografierne ved at følge instruktøren og holdets flow samt via de mange gentagelser i trin og musik. Med tiden vil du kunne mere og mere, sætte dit eget præg – på sigt få hele kroppen med og forfine bevægelserne. På psykomotorisk vis lægges op til at lytte til kroppen og regulere ift. det, krop og sind kan være med til (fx ift. tempo, energi, pause). Vigtigst af alt er at nyde musikken, rytmerne, dansene og fællesskabet
Når der danses, stimuleres grundsanserne. Musik og rytmiske gentagelser gør det lettere at koordinere og opleve flow – der hvor man kan give sig hen til dansen og bare nyde. Denne kombination af aktivitet og sansestimulering understøtter et nervesystem, der kan fungere optimalt.
Afspænding – Ro efter rytmen
Selvom tempoet under Zumba® Gold er roligere, får kroppen pulspåvirkning under dansen. Herefter hjælpes kroppen til at skifte gear med rolige psykomotoriske øvelser, bl.a. blid udstrækning, kropsholdning-, grounding- og åndedrætsteknikker samt guidet afspænding. Øvelser, der kan overføres til hverdagen og øge kropsbevidstheden (evnen til at handle hensigtsmæssigt på kroppens signaler).
• Undervisning ved Berit Svart, certificeret Zumba®-instruktør og psykomotorisk terapeut
• Kombination af dans, bevægeglæde og afspænding med elementer af kropsbevidsthed
• Zumba med mulighed for at regulere energi og tempo og med tiden opleve flow
• Træning, der styrker kredsløb, smidighed, ro og genopladning samt livsglæde
• Et varmt fællesskab, hvor dans og afspænding supplerer hinanden i et frirum
• Dansedelen varer ca. 1 time og afspændingsdelen ca. ½ time
• Hav sneakers på, du kan dreje i, vand og håndklæde
• Holdet er for alle, uanset alder og fysisk form
• Ingen krav – kun lysten til at danse til musik og et åbent sind
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Se mere
Se mere