Gå til indhold
3 kvinder til pilates ryg og arme stræk

Hvem kan gå på aftenskole?

FOF er for dig der gerne vil finde et fællesskab omkring den ugentlige motion, sprogkurser, kreative håndværk m.m.

Vores mål med aftenskolen er, at du møder dygtige og passionerede undervisere, der giver dig nye færdigheder og inspiration.

Måske kigger du forbi FOF på en lørdag og prøver at væve, male eller danse Groove. Det kan også være du er mest til de længere kurser hvor du går i dybden med at lære det spanske sprog eller din pc bedre at kende.

For dig der er gravid eller på barsel har vi skånsomme motionshold med fokus på både krop og psyke. Mange gange om året starter de populære hold med motorik og babysvømning for forældre (eller bedsteforældre) med børn.

Hvis du gerne vil have ny inspiration og fællesskab samt udvikle dig i køkkenet er der hver sæson mulighed for at starte til madlavning for mænd i flere byer, eller hoppe med på en 1-dags workshop i Randers om fx fermentering.

God mad kan også være så simpelt som at hive en sprød gulerod op af jorden. Få al den vigtigste viden til at komme i gang med din egen køkkenhave på en workshop om at dyrke grøntsager hele året, samle frø m.m.

Hver sæson kan du også gå til inspirerende og tankevækkende foredrag om universets mysterier, historie og personlig udvikling. Du kan opleve spændende personer fortælle om det, de brænder for. Der er også mulighed for at møde aktuelle personer, når vi dykker ned i litteraturen og samfundsaktuelle emner, ofte i samarbejde med de lokale biblioteker. Sæsonens nye foredrag tilføjes løbende på hjemmesiden.

Tilmelding på hold

På siden Kurser kan du bladre i de forskellige kategorier og blive inspireret til nye aktiviteter og bevægelse i hverdagen.

Der kan du også tilmelde dig med det samme. Hvis holdet er gået i gang, kan du ofte komme med alligevel, hvis der er en ledig plads.

Du er altid velkommen til at kontakte kontoret, hvis du har spørgsmål til kursernes indhold, ledige pladser og andet - tlf. 87 12 40 40 og e-mail kontor@fof.dk.

Når der tages ekstra hensyn

Hos os skal der, så vidt muligt, være plads til alle.

Bygningen på J. V. Martins Plads i Randers er handicapvenlig, idet FOF-huset er udstyret med elevator og handicaptoilet.

Har du et fysisk eller psykisk handicap og/eller er kørestolsbruger, har du mulighed for at tilmelde dig et af vores mange kurser, eller evt. vores hensyntagende hold. Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål om handicapforhold.

Hvad er hensyntagende hold?

Hold der er "hensyntagende" er for dig, der ikke kan følge det almindelige hold på grund af dit helbred (fysisk eller psykisk).

Der er ikke så mange deltagere på de hensyntagende hold - max. 8 personer. Det betyder, at vi har ekstra god plads, og underviseren har ekstra tid til at vejlede. Der kan holdes pause efter behov.

Da kommunerne yder særlige tilskud, kræves det, at du som deltager underskriver en tro- og loveerklæring.

Se også: Kunstskolen Bifrost

keramik hus og træer fra meretes hold

Hvad er FOF?

FOF (Folkeligt Oplysnings Forbund) er en aftenskole med afdelinger i hele Danmark. Vi udbyder kurser og workshops samt mange forskellige motionshold for voksne i alle aldre. Vores mål er at have et bredt tilbud af kurser og workshops i de 4 kommuner som vores FOF-afdeling dækker; Randers, Favrskov, Mariagerfjord og Viborg. Der skal være oplevelser for alle - også i de mindre byer.