
FOF Sydjylland
Kom med på Fredagshøjskolen i Kolding og oplev 7 spændende foredrag og 1 fantastisk tur.
2026 blev året, hvor mennesker igen kom tæt på månen - og året, hvor Fredagshøjskolen får besøg af eventyreren, Rasmus Krath, som sammen med astronauten, Andreas Mogensen, fortæller om at være på eventyr udenfor jorden. Karen Blixen kommer på besøg med storytelling i relation til bl.a. Kolding og Johannes Rosendahl. Altid populære Jan Tvernø vender tilbage fra pingvinernes kolde verden - og i øvrigt er det 150 år siden Morten Korch blev født. Der er så meget at fortælle om - og vi kører en juletur til det nyåbnede Wegner museum i Tønder på marskgården Hestholm. Det er også en god historie med noget at se på.
Værsgo - vi glæder os til at se jer.
Der tages forbehold for ændringer og justeringer i programmet.
Medlemskabet af Fredagshøjskolens efterårssæson 2026 er personligt. Medlemskabet giver adgang til Fredagshøjskolens foredrag - og til udflugten - og kan ikke overdrages til andre.
Jacob Mark
Signalfejl er et meget personlig foredrag, der handler om at forstå kroppens og hjernens signaler, når systemet har været nedbrudt, og om at rejse sig og finde ud af, at der er andre (eksistentielle) spor at gå ad end det, man troede var det eneste rigtige og sande. Som foredrag er det ligesom Fartblind en personlig fortælling - men også en invitation til den svære samtale om at komme tilbage fra stress.
Signalfejl begynder, hvor Fartblind endte. Jacob Mark er vendt tilbage til Folketinget efter en syv måneder lang stress-sygemelding, og han kastes direkte ud i arbejdet. Inden længe udskrives der valg med alt, hvad det indebærer af debat, tv-optræden og valgkamp.
I medierne fremstiller han sig som en comeback-kid, der har fået styr på balancerne i tilværelsen, men i sit indre kæmper Jacob Mark, ligesom mange andre, stress-tilbagevendte med at holde stressen på afstand og angstsymptomerne væk. Privat har han sammen med sin kone, borgmester i Holbæk Kommune, Christina K. Hansen, købt en bondegård, og her kommer lille Theodor til verden, mens en tanke fylder mere og mere som månederne går: ”Skulle jeg ikke være vendt tilbage?”. Tanken ender i et opsigtsvækkende politisk exit. Jacob Mark træder ud af rampelyset og ind i en mere normal tilværelse, hvor der også er tid til familieliv, traktorkørsel og æbleplantage. Et tilvalg, men også med en erkendelse af, at stress ikke bare er noget, man kommer sig hurtigt over.
Jan Tvernø
Sydatlanten. Måske verdens mest nådesløse og mytiske havområde. Her driver isbjergene rundt som flydende katedraler, mens pingvinerne står stoiske og standhaftige på isen og tavst iagttager, hvordan de isnende storme hvirvler hen over det ubarmhjertige og øde landskab.
Det frosne kontinent mod syd var det sidste på verdenskortet, der blev udforsket. Det samme gælder for mange af dem, der har sat sig for at besøge alle kontinenter, og sådan var det også for Jan Tvernø.
Her udspillede sig episke kapløb mellem frygtløse polarfarere, hvor skæbnesvangre historier om dårlig forberedelse, fatale beslutninger og isnende konsekvenser blev skrevet direkte ind i verdenshistorien. Nogle kom hjem som nationalhelte. Andre vendte aldrig tilbage.
Amundsen, Scott, Shackleton, Von Bellingshausen, Drake og Magellan er navne som for altid er vævet ind i myterne om Sydatlanten og Antarktis’ ubønhørlige kræfter.
Dette foredrag er fortællingen om stormenes ocean og et ubeboeligt kontinent, om frygtløse og dumdristige helte, om geopolitik og grådighed, men først og fremmest om naturen, der altid kræver sin ret.
Eventyreren tager dig med på en ekstrem sejlads fra verdens sydligste by, Ushuaia, via de omstridte Falklandsøer til South Georgia, som rejser sig i ensom majestæt i det sydlige Atlanterhav og videre mod Antarktis, hvor vi krydser den sydlige polarcirkel. Et sted på jordkloden som kun ganske få mennesker nogensinde har set.
Til sidst venter The Drake Passage. Det uforudsigelige havområde hvor Stillehavet og Atlanterhavet brydes i rasende tumult syd for Kap Horn. Et sted, hvor mere end 800 skibe er gået ned, og hvor mennesket altid må bøje sig for naturens vilje.
Dramaet stopper ikke dér. Jan Tvernø svømmer nogenlunde som en sten, hader rum sø og trives bedst på en støvet landevej. Alligevel kastede han mig ud i at sejle på verdens vildeste hav, blot fordi Antarktis var det sidste kontinent, han manglede at besøge.
Stig Nielsen
Den amerikanske sangskriver, sanger, musiker, digter, multikunstner og Nobelprismodtager - Bob Dylan - er en af verdens største og mest betydningsfulde nulevende kunstnere. Dette foredrag vil forsøge at belyse og diskutere Dylans tekstunivers i relation til jeremiaden, som er et af de ældste, mest centrale og mest nationalt definerende greb i amerikansk litteratur retorik og selvforståelse de sidste 400 år.
En jeremiade er en opsang, en klagesang og profeti. På hvilke måde gør Dylan brug af denne tradition i sit enorme katalog af sange? Hvad er det for et gammelt og moderne Amerika, som sangene tiltaler og giver stemme? I løbet af foredraget skal vi lytte til en mængde af Dylans sange, og der bliver zoomet ind på teksterne til at anskueliggøre temaer som politik, religion og mellemmenneskelighed.
Mange af Bob Dylans sange handler om tidernes evindelige skiften. Vi skal se om der alligevel er noget uforanderligt på spil i sangene som peger på noget der ligger bagved eller uden for tiden: Noget vi kunne kalde evigheden.
Stig Ulrichsen
I januar 2025 kunne Elvis Presley have fejret sin 90-års fødselsdag - og hvilken bedre måde at markere det på end med et foredrag om hans fascinerende liv og karriere? Stig Ulrichsen, én af verdens populæreste Elvis-eksperter, tager jer med på en rejse gennem legenden Elvis’ korte, intense og uforglemmelige liv.
Med tusindvis af timers research, samtaler og interviews med folk tæt på Elvis, har Stig samlet de bedste anekdoter og indblik i Elvis' verden - både det professionelle og det personlige.
Stig Ulrichsen er forfatter til flere bøger om Elvis Presley, og hans fortællinger bliver hørt af millioner verden over. Med over 30 millioner afspilninger og et dedikeret globalt publikum bringer han Elvis’ historie til live med en unik indsigt og detaljer, kun få har adgang til.
Der venter os eksklusive fortællinger og anekdoter fra folk, der kendte Elvis personligt - klip og musik fra Elvis' største hits - og historierne bag de ikoniske sange og en atmosfære, hvor Elvis' ånd næsten kan mærkes i rummet.
Anne Lilballe
Vær med til en intens samtale med humor og alvor.
Karen Blixen fører en interessant korrespondance med modstands- og højskolemanden Johannes Rosendahl. Oplev skuespiller, Anne Lilballe, i en livfuld dialog med deltagerne fortælle om venskabet og de dramatiske begivenheder under 2. verdenskrig, som Blixen og Rosendahl erfarer. Hør hvordan Karen Blixen forholder sig til tyskernes besættelse af Danmark og hvordan Rosendals liv inspirerer Karen Blixens livsindstilling.
I 1940 tog Rosendahl den tyske besættelse af Danmark til efterretning. Jødeforfølgelserne i 1943 kastede ham ud i modstandsarbejdet. I april 1945 blev han taget af tyskerne og ført til Gestapo hovedkvarteret på Staldgården i Kolding.
”Halte hoch deine hochste Hoffnung” - Nietzsche
Anne Lilballe møder som Karen Blixen og det opleves som om det ér Karen Blixen selv, der fortæller om sit liv og sine oplevelser i dialog med publikum. Glæd dig.
Rasmus Krath - med Andreas Mogensen
Eventyrer, Rasmus Krath, tager publikum med uden for Jorden. Han fortæller engageret om menneskets mest fantastiske bedrifter i rummet - og hvad vi har fået ud af rumfart her på vores egen planet.
Det er underholdende, fascinerende og oplysende - med fortællinger om, hvordan rumfart og rumforskning har forandret hele menneskehedens liv.
Vidste du, at NASA i 1977 opsendte sonden Voyager 1, der flyver med 61.000 km/t og i dag er 24,5 milliarder kilometer væk fra Jorden, langt ude af vores solsystem - og at man stadig er i kontakt med den?
Og ved du, at Elon Musks SpaceX nu laver raketter, der vender tilbage til Jorden og kan genbruges op til 25 gange - eller at menneskeheden samlet skød 320 raketter op i rummet i 2025? Det er én raket næsten hver eneste dag...
Astronaut Andreas Mogensen og Rasmus Krath har kendt hinanden i flere år. Derfor medvirker Andreas i foredraget via NASA og deler historier om sin tid som kommandør på Den Internationale Rumstation. Han viser i en video-samtale, hvordan det er at være vægtløs, kunne sidde i rummet og kigge ned på vores Jordklode og fortæller sit budskab til os mennesker:
Vi har kun én planet at leve på, og den skal vi beskytte.
Esther Rützou
I 2026 ville Morten Korch have kunnet fejre 150-års fødselsdag.
Morten Korch var Danmarks mest læste forfatter. Bønder og småborgere elskede hans bøger. De store dramaer med nærmest uløselige problemer - og happy-ending på sidste side - det var skønt. Og endnu mere skønt, da bøgerne blev filmatiserede med Poul Richard som den altid gode helt.
Det veluddannede Danmark afskyede til gengæld Morten Korch. ’Sødsuppelitteratur’ vrængede de lærde, og bibliotekerne forviste ham fra deres hylder. Nok var man folkebibliotek, men så folkelig behøvede man vel ikke at være! Men hvem var han, denne succesfyldte, elskede og hadede mand?
Han var en mand, som ville have succes. Og når han ikke havde det - og det havde han virkelig ikke i starten, han krakkede både med købmandsforretning, teglværk og forlag - så digtede han virkeligheden om. Skrev sit eget liv om til romaner, der selvfølgelig endte godt.
Morten Korchs historie er historien om en stædig mand, som blev ved og ved, indtil det lykkedes.
Og ja - bøgerne var sødsuppelitteratur.
Men danskerne elskede det.
Esther Rützou er forfatter og kendt for sine historiske fortællinger. Alle detaljer er grundigt researchet. Stoffet iscenesættes med sans for drama og humor.
”Endnu en fordring. Denne gang på 300 kr. En sagfører har afleveret den, mens Morten Korch ikke var hjemme.
300 kr.
Morten har ikke de penge.
Men han har fået et tilbud fra en gammel kollega, som har en succesfuld købmandsforretning. Morten kan blive agent for ham.
”Nej,” siger Sofie. ”Det er jo ikke det, du vil. Du vil skrive. Se, nu tager vi din nye føljeton, og så cykler vi ned til Allers. Måske vil de tage den. Det må da kunne give i hvert fald 100 kr.” ...”.
Museum Wegner ved Tønder åbnede 1. april i år og er et helt nyt museum på gården Hestholm, dedikeret til den verdensberømte danske møbeldesigner, Hans J. Wegner. Museet har fokus på Wegners liv, håndværk og ikoniske møbler - især hans berømte stole - samt udstillinger, arkiv, og værksteder.
Vi får kaffe/te og morgenbrød i bussen på vej mod den tidligere marskgård Hestholm, der har en lang historie tilbage til 1300-tallet, hvor Wegners værker bliver formidlet igennem en permanent udstilling og skiftende særudstillinger.
Efter en introduktion til stedet og Wegner, har vi god tid til at se udstillingen inden vi kører til vores frokoststed i den smukke, vestslesvigske natur. Frokosten er inkluderet, men drikkevarer betaler man selv. Efter frokost venter der en overraskelse - af den slags man bliver i godt humør af.
I løftet stemning kører vi ind til Julebyen Tønder, som er nomineret til den internationale kvalitetsudmærkelse ”Excellent European Christmas Market”. Kun 12 byer i Europa modtager hvert år nomineringen - der gives til byer, der udmærker sig ved en særlig stærk juletradition, høj kvalitet i oplevelserne og en autentisk atmosfære. Her er der mange muligheder, hvis man er kaffetørstig - inden turen går tilbage til Kolding. Vi regner med at være i Kolding kl. ca. 18:00.
Tidspunkter og ruter og indhold er vejledende og afhænger af mange ting, som først afklares, når vi er tæt på afgang.
Man skal være selvhjulpen for at kunne deltage på turen.
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Se mere