Lige nu og frem til 26. april 2026 kan man opleve et helt særligt kunstnerisk talent på ARKEN Museum for Samtidskunst. Museet har netop åbnet en stor soloudstilling med Kenneth Rasmussen, der til daglig er elev på Kunstskolen Bifrost, som er en del af FOF Randers-Favrskov-Mariagerfjord.
Udstillingen, der åbnede 18. september, har allerede høstet flotte anmeldelser. Politiken kvitterede bl.a. med fem hjerter og sagde ”Tak for denne fede udstilling”.
Gigantiske strikkede skulpturer og fantasifulde dyr
For Kenneth Rasmussen er kunsten og hverdagen på Bifrost blevet en vej til at komme i balance. Og på ARKEN får gæsterne mulighed for at opleve et stort udvalg af værker, hvor han giver tankemylder og kreativitet frit løb.
Udover kunstnerens gigantiske strikkede ruminstallationer, der er strikket af opklippede plasticposer og stofrester, kan man også se linoleumstryk i alle størrelser og en stor samling glaserede keramiske skulpturer, der forestiller fantasifulde dyr.
En helt særlig kunstskole
Kunstskolen Bifrost er et undervisningstilbud for voksne med specielle behov under FOF Randers-Favrskov-Mariagerfjord. Her er der plads til at udfolde sig, eksperimentere og udvikle sine kreative evner i et fællesskab med andre.
Kunstskolen, der i år kan fejre 30-års jubilæum, startede i 1995 med plads til 10 elever. I dag er der plads til 21 elever på skolen, som har tilknyttet 6 lærere, der alle er udøvende kunstnere.
Udover Danmark har Bifrosts elever bl.a. udstillet i Japan, Irland, Tyskland, Skotland, Ungarn, Frankrig, Australien, Belgien og Finland.
Du kan læse mere om Kenneths udstilling på ARKENs hjemmeside.