Skip to content
Oplev forpremiere på "Lykkelige omstændigheder" og kom med bagom filmen med Anders W. Berthelsen hos Kolding Talks og FOF Sydjylland

Lykkelige omstændigheder

Samtale og forpremiere på Lykkelige omstændigheder med Anders W. Berthelsen

Mød instruktør Anders W. Berthelsen til en eksklusiv forpremiere på hans nye film, som foregår i Kolding

Anders W. Berthelsen er til stede på aftenen og vil fortælle om sin debut som instruktør på filmen Lykkelige omstændigheder, og efterfølgende ser vi den sammen på Bryggeriets lærred.

Om filmen Lykkelige omstændigheder

Den danske romantiske komedie, Lykkelige omstændigheder, handler om søstrene Katrine og Karoline, der var tætte som børn, men som i dag ikke kunne leve meget mere forskelligt.

Karoline lever i et forgældet forhold med den arbejdsløse DJ Ronny. Katrine har derimod det hele i sit forhold med den succesfulde bygmester, Markus. Det vil sige alt undtagen børn.

Men da Karoline bliver gravid ved et uheld, udtænker Katrine en snedig plan, som kan løse alles problemer: Katrine betaler søsterens gæld og lidt til – og får til gengæld hendes kommende baby. Den aftale kan Karoline ikke sige nej til, og så skal alle detaljer på plads inden fødslen. Men intet går som planlagt…

Om Anders W. Berthelsen

Anders Wodskou Berthelsen voksede op i Kolding. Han blev uddannet ved Statens Teaterskole i årene fra 1990 til 1994. Han har været en af de mest efterspurgte danske skuespillere siden 1990’erne. Han spillefilmdebuterede i Niels Arden Oplevs, Portland (1996), og fik sit folkelige gennembrud i DR’s populære tv-serie, Taxa (1996-1999).

Han medvirkede sideløbende i de to dogmefilm, Mifunes sidste sang (1999) og Italiensk for begyndere (2000), der sikrede ham to Robert- og to Bodil-nomineringer.

Senere i 00'erne medvirkede han i film som Kongekabale, Drømmen, Den sorte Madonna, De fortabte sjæles ø, og han har haft stor succes med komedie-trilogien, Klassefesten.

Lykkelige omstændigheder er Anders W. Berthelsens første film som soloinstruktør. Han har dog tidligere været medinstruktør på Ser du månen, Daniel med Niels Arden Oplev.