Skip to content
Thiepval britisk-fransk mindesmærke nord for Somme 2018

Første Verdenskrig

Første Verdenskrig - Verdun, Flandern, Somme og Compiegne

En rejse med fokus på Første Verdenskrig den 7. til 13. november 2023 til Flandern og Nordfrankrig med mindeceremonier både den 11. november og på andre dage

Den store krig - som Første Verdenskrig kaldes i en lang række af de krigsførende lande, såsom Frankrig, Storbritannien, Belgien og Italien, var et så afgørende brud i historien og med så omfattende konsekvenser, at man til tider kan undre sig over, hvor lidt den fylder i en dansk kontekst. Bortset fra Sønderjylland, hvor hver eneste by og kirkegård er en påmindelse om, hvor store ofre, der blev krævet af hvert eneste lokalsamfund.

På denne rejse kommer vi til både Flandern, Somme-dalen, Verdun, Compiegne, Marne-dalen og udover det brede fokus på Vestfronten, har rejsen desuden fokus på de danske vinkler i Braine og Moulin-sous-Touvent - den blodigste dag i sønderjysk historie. På hjemturen retter vi fokus på krigens langvarige konsekvenser ved at besøge Spa, hvor Kejser Wilhelms militære hovedkvarter var og ved at besøge fredsbyerne Münster og Osnabrück.

Vi bor centralt og godt alle steder med 2 nætter i Gent og i Compiegne og 1 nat i Reims og Münster. Vi er i Compiegne, Braine og Reims den 11. november - den store våbenstilstandsdag - og deltager i de mindeceremonier, der byder sig til i programmet.

Anders Bager Eriksen - Cand.mag. i historie og indehaver af Historiske Rejser - har gennemført mange rejser i området og beskæftiget sig indgående med Første Verdenskrig - deler som rejseleder sin viden med os undervejs. Rejsen er et samarbejde mellem FOF Sydjylland og Historiske Rejser - og på mange måder en gentagelse af samarbejdets succesfulde rejse i anledning af 100-året for Den Store Krigs afslutning. Vi glæder os meget til at gennemføre rejsen igen. Den indeholder store oplevelser…

Vi kører i en 4-stjernet luksusbus og har indlagt 2 overnatninger helt centralt i Gent i Flandern, samt i Compiegne i det nordlige Frankrig. Vi ikke travlt med at komme hjem og overnatter centralt i Reims og i tyske Münster med masser af oplevelser - alle hoteller.

Vi bor på gode 3- og 4-stjernede hoteller, der ligger centralt direkte i centrum med glimrende udsigt.

Vi har halvpension på turens første 2 dage og sidste dag, samt mulighed for fællesspisning de andre dage.

Rejsen tager sit udgangspunkt fra Kolding. Der er mulighed for at stige på rejsen fra det sydlige Fyn og langs motorvejen mod grænsen. Flere steder langs opsamlingsruten kan vi henvise til oplagte muligheder for langtidsparkering. Vi fastlægger påstigningsstederne, når vi har overblik over, hvor deltagerne gerne vil stige på.


Inkluderet i prisen

  • 7 dages kørsel i 4-stjernet luksusbus med flystole, fodstøtter, klimaanlæg, serveringsborde og køleskab - og med 2 professionelle chauffører med overholdelse af køre-hviletidsregler.
  • Alle kendte afgifter, parkeringsafgifter, vejskatter, osv.
  • 6 x overnatning på hotel (morgenmad alle 7 dage) (½ pension 3 dage)
  • Tillæg for ophold i enkeltværelse er kr. 1.995.
  • Afgift til Rejsegarantifonden (Historiske Rejser har nr. 2592)
  • Rejseleder med stor viden om Første Verdenskrig og de steder vi besøger
  • Centralt hotel i Gent direkte i centrum ved Katedralen og få hundrede meter fra Leie
  • Heldagsudflugt til Ypres med museet In Flanders Fields (entré ikke inklusiv)
  • Skyttegravene og kirkegårdene i Langemarck og Tyne Cot, samt monumentet for det første gasangreb.
  • Mindeceremonien "The Last Post" ved Menin Gate i Ypres.
  • Fri formiddag i Gent.
  • Somme-dalen med det centrale mindesmærke ved Thiepval.
  • Centralt hotel i den smukke by Compiegne direkte ved floden Oise.
  • Frankrigs nationale museum for La Grande Guerre i Meaux ved floden Marne.
  • Besøg i togvognen i Compiegne med tid til at se museet i togvognen.
  • Våbenstilstandsdagen den 11. november med Togvognen i Compiegne, den danske kirkegård i Braine, Reims og Moulin-sous-Touvent.
  • Guidet rundvisning på slagmarken ved Moulin-sous-Touvent - den blodigste dag i Sønderjyllands historie 
  • Den danske krigskirkegård i Braine med kransenedlæggelse.
  • Reims med centralt hotel i kort afstand fra Katedralen med mindeceremoni.
  • Verdun med museet Memorial Verdun, samt Benhuset.
  • Landskabstur igennem Ardennerne.
  • Spa - med fokus på de sidste dage af krigen og Kejser Wilhelms abdikation.
  • Münster - centralt hotel.
  • Rådhusene i Münster og Osnabrück med masser af perspektiver på den stabile fred og den elendigt skabte fred.

BEMÆRK at rejseforsikring og afbestillingsforsikring IKKE er inkluderet i rejsens pris.

Kontakt evt. FOF Sydjylland på mail info@fofsydjylland.dk (døgnet rundt) eller på 79 30 85 80 (i åbningstiden) for vejledning eller spørgsmål.

Ved spørgsmål til selve rejsens indhold, kan du henvende dig direkte til Anders fra Historiske Rejser på mail@historiskerejser.dk eller 20 93 17 14.

 

Dagsprogram

 

1. dag - Opstart Fyn - Trekantsområdet - Sønderjylland - Historien før 1. Verdenskrig og Gent

Vi starter med opsamling på det sydlige Fyn i Kirkeby ved Svendborg, over Odense og videre til FOF i centrum af Kolding. Kommer du i egen bil, så kontakt FOF omkring langtidsparkering. Kommer du med tog koordineres afgangen, så det forhåbentlig bliver muligt at tilstøde ruten med tog, enten i Odense eller i Fredericia på de første ankomster. Vi vejleder gerne om evt. hotelophold i Kolding natten op til afrejsen. Fra Kolding går det gennem Sønderjylland - med mulighed for påstigning langs motorvejen. Efter alle er samlet er der frisksmurte rundstykker og pålægsbakker, samt frisk kaffe og juice.

Dagen er en transportdag, hvor vi på vejen ned igennem det vestlige Tyskland, Holland og Belgien vil høre en del om hvilket Europa der fandtes før 1914 - den verden som Stefan Zweig kaldte “Verden af i går”. Den verden, der troede at de levede fredeligt med deres nationalisme og naturlige optimisme og fremskridtstro, men som med skuddet i Sarajevo i løbet af en måned i sommeren 1914 så det hele ende ud i en storkrig. Det vil Anders Bager Eriksen sætte os grundigt ind i - udover at vi hører om de lande og områder vi passerer igennem.

Mordet på ærkehertug Franz Ferdinand og hans kone i Sarajevo den 28. juni 1914
Første Verdenskrig er temaet for rejsen - og dagen vil primært handle om tiden før Første Verdenskrig med udgangspunkt i, hvad der skete før, under og efter de berømte skud i Sarajevo den 28. juni 1914. Illustrationen er fra den italienske avis "La Domenica del Corriere", udgivet den 12. juli 1914, efter mordet på ærkehertug Franz Ferdinand og hans kone.

Når vi ankommer til den charmerende kanalby, Gent, i belgiske Flandern, er det blevet aften. En by der var besat af tyskerne under begge verdenskrige, men trods dette undgik ødelæggelse. Vi bor nabo til byens berømte katedral, kendt for Jan van Eycks berømte altertavle med “det mystiske lam”.

Vi spiser på restauranten - De Abt - der ligger nabo til hotellet (ibis Gent Centrum St. Baafs Kathedraal), hvor vi smager en helt særlig flamsk ret. Efter maden er der mulighed for at gå de få hundrede meter ned til floden Leie og fornemme den prægtige stemning, der kendetegner byen - med lys på de smukke bygninger, der spejler sig i vandet.

 

2. dag - In Flanders Fields - Ypres

Flandern blev et særligt hårdt frontafsnit på den martrede Vestfront. Særligt hårdt ramt var området rundt om den gamle handelsby Ypres, hvor nogle af de mest bitre og meningsløse slag fandt sted i 1914, 1915, 1917 og 1918. Den smukke gamle by med dens middelalderlige klædehal var en fuldstændig ruin da krigen sluttede.

Vi starter dagen med cirka en times kørsel fra Gent til byen, der ligger tæt på grænsen til Frankrig og som blev forbundet med kysten via Yser-kanalen.

Ypres kort 2023
Dagens flamske frontafsnit, hvor byen Ypres (på flamsk "Ieper") var ramme om hele 5 større slag med utroligt høje tabstal. Flandern blev et symbol på englændernes meningsløse krig.

Ved ankomst passerer vi igennem den imponerende og stolte Menin Gate, som vi om aftenen skal opleve ved en ceremoni. Herefter kører vi til byens torv, hvor den smukke gotiske klædehal i dag er genopført og bruges til at huse det prisvindende museum “In Flanders Fields”. Museet fortæller om stormagtspolitik, de frygtelige slag ved Ypres, om livet i skyttegravene, flygtninge og civilliv - der kan bruges meget god tid på stedet. Frokost på egen hånd - de mange caféer på torvet rundt om museet byder på rigelige muligheder.

Først på eftermiddagen mødes vi ved bussen og kører en tur ud i landskabet ved Ypres - In Flanders Fields. Det første stop er ved en skyttegrav, med mulighed for at komme derned. Her får man, efter de mange teoretiske indtryk fra formiddagen, en oplagt mulighed for at opleve krigen fra soldaternes perspektiv - de befandt sig i store dele af de zig-zag-formede skyttegrave, der strakte sig fra den engelske kanal til den schweiziske grænse.

Efter dette stop kører vi til den tyske krigskirkegård i Langemarck. Her er der fokus på det første slag ved Ypres, hvor “barnedrabet i Langemarck” den 10. november 1914 er i centrum. På denne dag faldt flere tusinde tyske studenter i et tysk nederlag. Den nationalkonservative tyske presse skrev efterfølgende om de heltedådige unge, der i dødens stund skulle have givet sig til at afsynge “Deutschland, Deutschland über Alles”, og som blev et varigt stående symbol på den tyske soldats offervilje for fædrelandet. Historikere har været stærkt kritisk overfor sandsynligheden. I mellemkrigstiden drog nationalt sindede tyskere til Belgien og lod kirkegården opføre. I samme periode konkurrerede den 10. november direkte med dagen før (den 9. november - dagen hvor Weimarrepublikken blev født) og dagen efter den 11. november - våbenstilstandsdagen. Begge dage man foragtede, så heraf blev Langemarck de antidemokratiske nationalistiskes dag. Vi går en tur på kirkegården, der mindes mere end 44.000 faldne tyskere.

Kort derfra gør vi holdt ved det canadiske mindesmærke i Sint Julien. Mindesmærket markerer de canadiske tropper, der som de første blev udsat for fjendtlige angreb med giftgas. Det skete i dagene den 22.-24. april 1915, da de tyske angribere skabte vild panik og lidelse hos de angrebne Canadiere. Imidlertid lykkedes det ikke for tyskerne at bryde igennem, da de canadiske tropper mere eller mindre spontant opfandt en primitiv form for gasmaske. Kritikken var enorm mod tyskerne! Snart derefter brugte de allierede selv gas som angrebsmiddel og soldaterne havde fået gasmaske som fast udstyr. En af de mest kendte deltagere i slaget var John McCrae, der skrev digtet “In Flanders Fields”, der gjorde at valmuen blev det almene udtryk for at mindes de faldne soldater.

Det sidste stop på slagmarken er den smukke britiske krigskirkegård Tyne Cot Cemetery, det er den største krigskirkegård under Commonwealth i verden. Her hviler knap 12.000 soldater. Den er placeret lige uden for landsbyen Passchendaele, der i 1917 blev den sølle erobring, der kostede hver af siderne mere end 400.000 liv og altså kun forrykkede fronten med cirka 6 kilometer. Det var her at begreber som "det flamske mudderhelvede" vandt frem - og slaget står som det nok mest meningsløse under krigen generelt. Det er soldaterne vi minder på kirkegården i hvad der i den grad kan kaldes en meningsløs død.

Herefter går turen tilbage til Ypres, hvor der forventes at være en lille times fritid inden vi spiser aftensmad sammen. Efter maden skal vi overvære mindeceremonien “The Last Post” ved mindeporten Menin Gate. Her er skraveret mere end 54.000 navne ind for de soldater, man endnu ikke har fundet de jordiske rester af, som faldt på allieret side under de 4 års krig. Præcis klokken 20.00 afspiller hornblæsere den lille fanfare “The Last Post” og et minuts stilhed og ofte også kransenedlæggelser.

Når mindeceremonien er færdig kører vi retur til Gent.

 

3. dag - Fri formiddag i Gent - Somme-dalen Thiepval

Vi holder formiddagen fri i Gent og nyder den smukke by inden vi ved frokosttid pakker bussen og kører sydpå mod den franske grænse, som vi passer tæt på byerne Roubaix og Lille. Efter byen Arras ligger byerne Albert og Peronne lige nord for floden Somme, og det er tæt herved at vi gør holdt ved det største og mest imponerende af de mange monumenter, Thiepval, der også huser et fremragende museum.

Temaet er et af krigens mest blodige slag - Slaget ved Somme. Det var et såkaldt afledningsslag for et endnu mere blodigt slag - Slaget ved Verdun - der var det tyske angreb på Frankrigs stærkeste forter og som fulgte en taktik om at bløde om kap. Frankrig var ved at forbløde og pointen med slaget var simpelthen blot at bløde andetsteds på fronten, så Frankrig blev aflastet ved Verdun. Angrebets første dag den 1. juli 1916 var - og er til dato - den blodigste dag i britisk krigshistorie med et tabstal på 57.000 (heraf 19.000 døde). Slaget havde tabstal på over 400.000 på hver side og står tilbage sammen med Slaget ved Passchendaele, som det der gjorde, at den menige soldat mistede enhver form for respekt for de øverstkommanderende. Vi har god tid til museet, samt til mindesmærket.

Efter Thiepval gør vi også et stop ved en dyre-krigs-kirkegård. Et ofte glemt aspekt ved krigen er, at der var enormt høje tabstal af dyr. Det gjaldt heste, der blev brugt i stor stil som trækdyr, det gjaldt de mange køer, grise og får der stod på markerne og som blev ofret - og der var voldsomme mængder af hunde, der mistede livet.

Efter vi forlader Somme-dalen går turen videre mod Compiegne, hvor vi indkvarterer os for de næste 2 nætter på det centralt beliggende hotel, T´Aim Aiden, direkte ud til floden Oise og i gåafstand til den gamle by. Byen er præget af smukke, middelalderlige smågader med et flot slot og charmerende rådhus.

Vi spiser i sammen den første aften.

 

4. dag - Slaget ved Marne - Meaux og det franske nationale museum for Første Verdenskrig - Togvognen i Compiegne

De første dage har fokus meget været på de britiske og belgiske frontafsnit og naturligvis på tyskerne. I dag fokuserer vi på Frankrig, samt den tyske Schlieffen-plan. Efter morgenmaden kører vi sydpå fra Compiegne mod Paris - uden dog at nå så langt. Det gjorde tyskerne heller ikke i 1914.

Kort over Schlieffenplanen ved Vestfronten i 1914
På papiret så den masterplan som Alfred von Schlieffen udtænkte i 1905 smart ud. Indtag Paris på maksimalt 6 uger - hav dermed styr på Vestfronten - og dermed udkæmp kampen mod Rusland på Østfronten. Skrivebordsplanen fik ikke meget med virkeligheden at gøre. Paris blev aldrig indtaget og kampene på Vestfronten frøs til og varede i mere end 4 år...

Den tyske øverste hærledelse havde allerede i 1905 fæstnet deres lid til Schlieffen-planen. Den tillod ikke tid til at tøve - ej heller til diplomati - da den kun levnede den tyske hær 6 uger til at lamme Frankrig på Vestfronten. Det ville sige at indtage Paris hurtigt, for at fremtvinge en hurtig fred, så man derefter kunne koncentrere sig om Rusland på Østfronten. Planen så god ud på skrivebordet, men allerede ved den massive belgiske modstand i de indledende dage, var tyskerne blevet forsinket. Trods dette fortsatte de fremrykningen ind i det nordlige Frankrig. Men cirka 30 kilometer nord for Paris ved floden Marne stoppede den tyske fremrykning helt i midten af september 1914. Franskmændene fik en stor triumf, da de afværgede en ny katastrofe, som den franskmændene havde været udsat for i 1870-71. Den er først og fremmest erindret igennem historien om, at de parisiske taxier kørte soldater til fronten, for at hjælpe med transporten.

I byen Meaux ved Marne har man passende valgt at ligge det nationale museum for den franske krigsindsats under “La Grande Guerre”. Vi besøger det meget detaljerede museum og kan studere alt fra den franske politik i årene mellem 1870 og frem til 1914, om den franske modstandsbevægelse, om de franske mytterier og om hvordan hele Nordfrankrig - landets økonomiske motor - blev drænet og ødelagt - og hvordan dette var med til at skabe og forøge hadet til tyskerne - med krav om krigsskadeserstatninger. Museet har det hele og vi sætter tiden af til det.

Over frokost sætter vi kurs tilbage mod Compiegne. For de interesserede bliver det om eftermiddagen til besøg ved togvognen i skovene nord for byen med museum og mindesmærke.

Togvognen var det sted, hvor et sammenbrudt Tyskland fik dikteret en våbenhvile, som de om morgenen den 11. november skrev under på. Det var et Tyskland, der måtte afgive det meste af deres materiel, under trussel om straks at blive besat på deres territorium, hvis de ikke accepterede. Våbenhvilen skulle gælde fra og med den 11. time på den 11. dag i den 11. måned i året 1918. Dermed blev den 11. november klokken 11.00 tidspunktet for den store forløsning hos de allierede magter og det store nederlag for centralmagterne.

Våbenhvile i togvognen i Compiegne 1940
Forhandlingerne i togvognen i Compiegne var primært et diktat, der blev udført af en delegation under Mathias Erzberger og Prins Max von Baden. Tyskerne havde ikke andet valg og blev også mødt med den største ringeagt fra deres modstandere.

Togvognen blev genstand for så mange følelser, at Adolf Hitler fik den kørt ud på samme sted i juni 1940, da den tyske offensiv havde ført til fransk sammenbrud. Denne gang var logikken omvendt og det var franskmændene, der blev dikteret en uhyrlig våbenhvile. Vi hører om alt dette om eftermiddagen.

Vi kører tilbage og har resten af dagen på vores skønne hotel i det centrale Compiegne.

 

5. dag - Den 11. november - Togvognen igen - Moulin-sous-Touvent: den blodigste dag i sønderjysk historie (den 6. juni 1915) - Braine med den danske krigskirkegård - Reims med den smukke katedral

Dagen for våbenstilstanden den 11. november. Vi forlader vores fine hotel i Compiegne og kører igen til togvognen i skovene ved Compiegne. Et lille fotostop for at føle historiens vingesus på det sted, hvor underskriften på, at krigen blev bragt til ophør for præcis 105 år siden, er en perfekt start på dagen.

Vi er dog ikke færdige med at høre om krigen - og der vil være fokus på den SØNDERJYSKE krigsdeltagelse. På dette tidspunkt var Sønderjylland del af Kejserriget - under navnet Nordslesvig - og der var den samme massive krigsdeltagelse som fra alle andre dele af det tyske rige. Den 6. juni 1915 stod et ualmindeligt blodigt slag ved Moulin-sous-Touvent, hvor mere end 100 dansktalende sønderjyder mistede livet på en dag. Slaget var en del af en større offensiv fra allieret side, hvor man forsøgte at tilbageerobre nogle af de mange højdedrag, som tyskerne besad i en linje fra Reims til Artois. Efter næsten 1½ måneds kampe, havde fronten kun flyttet sig lidt over 5 kilometer og med tabstal på over 60.000, var det krigens første påmindelse om, at de planlagte store offensive tiltag havde meget trange kår for at blive vellykkede. I forhold til den blodige sønderjyske vinkel har vi lokale guider på, som vi har fået anbefalet af museumsinspektøren på Museum Sønderjylland, René Rasmussen, der har været med til at skrevet en bog, "Den sorte dag ved Moulin-sous-Touvent", om begivenheden. 

Efter rundvisningen fortsætter vi videre til den danske krigskirkegård ved Braine. Den blev etableret her efter Første Verdenskrig og her ligger 79 sønderjyder begravet. Vi laver en kransenedlæggelse på den lille intime kirkegård, der ligger ved byen, der er venskabsby med Haderslev.

Herefter går turen til Reims, hvor vi forventer at være om eftermiddagen. Vi indkvarterer os på vores dejlige hotel, Campanile Reims Centre, der ligger ud mod kanalen Aisne-Marne. Vi forventer der vil være adskillige mindeseancer i byen - de offentliggøres tættere på afrejsetidspunktet. Vi følges til byens største attraktion - katedralen. Her blev de franske konger kronet op igennem middelalderen og til Frankrig blev en republik efter 1871. Særlig kendt er katedralen for at det var her Jeanne d´Arc kaldte til national kamp mod englænderne under 100-års-krigen. Katedralen blev ødelagt af tyskerne under Første Verdenskrig og dens genopførsel blev set som et nationalt prestigeprojekt efter krigen. Mange store møder mellem franske og tyske statsledere har fundet sted ved kirken - Adenauer og de Gaulle, Giscard d´Estaing og Helmut Schmidt, Macron og Merkel og mange flere. Udover muligheden for at deltage i mindeseancer, er det oplagt at indtage et glas af den Champagne, som området er så kendt for.

Under Anden Verdenskrigs sidste fase var byen hovedkvarter for den amerikanske general, Eisenhower. Det var her den tyske delegation under von Friedeburg forhandlede en separatfred på plads om tysk overgivelse på hele Vestfronten den 7. maj 1945. Der findes et lille museum over denne begivenhed i byen.

Der er mange muligheder for at spise på egen hånd denne aften i den livlige by.

 

6. dag - Benhuset "Ossuaire de Douaumont" og museum "Memorial de Verdun" - Spa i Belgien - Münster

Vi forlader Reims og kører igennem Champagne mod Lorraine. I dette område - der umiddelbart forekommer som det mest uoplagte sted at sætte et angreb ind - byggede Frankrig de største forter, der skulle afholde Tyskland fra at angribe og erobre landet. Imidlertid var det hvad den tyske øverste hærledelse kom frem til henover vinteren 1915-16: angrib Frankrig på deres forsvarsmæssigt vigtigste sted og såfremt det vil lykkes at bryde igennem, var vejen banet mod Paris. Skulle man ikke lykkes med at bryde igennem, var strategien at Tyskland bedre kunne tåle at bløde om kap med Frankrig. Kalkulen var, at Tyskland havde flere soldater, som de kunne tillade at lade dø, end Frankrig havde - og såfremt der ville dø nogenlunde lige mange, ville Tyskland alligevel vinde på, hvad der blev kaldt “Blodmøllen”.

Frankrig satte alt ind på at forsvare det nationale, stolte forsvarsværk og fra Paris førte “La Sacre Vie” den hellige vej i et konstant flow af soldater, der skulle standse den tyske gennemtrængning. Tyskerne brød aldrig helt igennem, men slaget stod som en rå påmindelse om, hvor ligeglade de øverstkommanderende var med den menige soldat. For Frankrigs vedkommende står slaget dog som en glorværdig forsvarssejr over tyskerne, sikret af den legendariske Marskal Petain, ikke mindst af den franske offervilje. Slaget var det længste under Første Verdenskrig - det varede det meste af kalenderåret 1916.

Bussen bringer os rundt i området, der er spækket med mindesmærker. Vi tager os tid til at kunne besøge det tankevækkende Benhus - Ossuaire de Douaumont - hvor 130.000 uidentificerede soldater og 15.000 identificerede, udgør materiale til stedet. Vi gør holdt med mulighed for at se det spændende museum, Memorial de Verdun.

Efter opholdet i Verdun går turen nordpå mod Ardennerne, hvor vi kommer ind Belgien. Turen går forbi Bastogne, hvor det er oplagt at tale om den tyske ardenneroffensiv under Anden Verdenskrig. Vi gør holdt i byen Spa, hvor tyskerne havde deres hovedkvarter under Den Store Krig. De var indkvarteret overalt i den fashionable by - hvor de militære ledere, Ludendorff og Hindenburg, i praksis havde overtaget magten over det kejserlige Tyskland, i takt med at landet var blevet en militærnation i sammenhæng med krigens udvikling. Samfundet var totalmobiliseret og rettet fuldstændig mod militære behov.

Det var også her at Kejser Wilhelm den 9. november 1918 blev hvisket i ørerne, at han hellere måtte acceptere at opgive 500 års Hohenzollern-styre. Kejseren fik i den sammenhæng mulighed for at tage til Holland, hvor han gik i eksil og fik to slotte stillet til rådighed - i Doorn og Amerongen. Dermed slap kejseren, der i manges øjne var den skyldige part i krigen, meget nemt. Dette giver anledning til at kigge på krigens enorme konsekvenser og følge perspektivet frem til freden i Versailles og hvad der skete i tiden efter Første Verdenskrig.

Europa kort med grænseændringer under Første Verdenskrig
Første Verdenskrig havde massive konsekvenser. 4 imperier brød sammen - Det Østrig-Ungarske, Det Russiske, Det Osmanniske og det Tyske Kejserrige. Der var massive grænseændringer og betydelige konsekvenser for taberne, der blev holdt nede på hårdeste vis. Hvilket skabte en undertrykt nationalisme, der blot ventede på at springe frem igen. Kortet viser nogle af de mange konsekvenser af krigen, hvis fred nærmest blev en tidsindstillet bombe til en endnu større katastrofe - Anden Verdenskrig.

Turen går herfra videre til Münster, hvor vi indkvarterer os den sidste nat på rejsen på Hotel H4 i det centrale Münster. Byen er særlig kendt for en af de vigtigste europæiske fredsscener - den Westfalske Fred i 1648, der afsluttede den blodige Trediveårskrig - en intelligent og varig fred - og den firsårige konflikt mellem Spanien og Nederlandene. Münster rummer en halv snes storkirker og flere mindre kirker og kaldes for ”kirkernes by” - og er kåret som ”verdens mest livsglade by”.

Vi spiser aftensmad på en hyggelig restaurant i byen.

 

7. dag - Osnabrück - Hjem

Således tanket med livsglæde sætter vi kurs nordpå, hvor vi gør et kort holdt i Osnabrück, der var den anden forhandlingsby for freden i 1648. Det skyldtes at de pavelige repræsentanter nægtede at sidde i hverken samme lokaler, eller samme by, som de protestantiske repræsentanter. Dermed holdt protestanterne til i Osnabrück og de pavelige udsendinge i Münster, og man måtte ride mange gange frem og tilbage i løbet af 5 år, før et resultat kunne præsenteres. Til gengæld var der skabt et stabilt system, der først endegyldigt brød sammen med Første Verdenskrig - om end det også midlertidigt brød sammen med Napoleonskrigene og genopstod igen efter 1815. Efter Første Verdenskrig skulle et helt nyt system opstå - det gik ikke særlig godt. Først efter Anden Verdenskrig opstod et varigt system, der sikrede en forholdsvis lang europæisk fred.

Den westfalske fred i Münster den 5. maj 1648
Den westfalske fred blev underskrevet på rådhusene i både Osnabrück og i Münster og var et varigt punktum for religionskrigenes hærgen i Europa. Mere end 100 års bestialske myrderier blev der sat endeligt punktum for. Den westfalske magtbalance holdt frem til 1914. Man var dog ikke i stand til at skabe varig fred efter Første Verdenskrig - man måtte udkæmpe en langt blodigere krig kun 20 år derefter.

Efter at have passeret Osnabrück, hvor vi gør et kort stop ved rådhuset i byen - det andet værksted for det stabile, mangeårige magtbalancesystem - det westfalske - der holdt frem til skuddet i Sarajevo - går vejen videre mod nord og hjemad, mens de mange indtryk bliver fordøjet.