Skip to content
Hamburg

3-dages tur til Hamborg

3-dages tur til Hamborg

I samarbejde med OK-Klubben

OK-Klubben havde tilbage i 2017 en forrygende tur til Hamborg. Der er mange, der har spurgt, om de laver en ny tur, og det gør de nu - i samarbejde med FOF Sydjylland.


Dagsplan

Mandag den 4. september

Afgang fra OK Huset (Ålegården 3 i Kolding) kl. 08.30 med kørsel sydpå via Husum, Friedrichstadt, Tönning, Heide og Itzehoe - i en af byerne gør vi stop, så der er tid til at gå en lille tur og spise lidt frokost. Herfra går det ned til Elben, og vi gør stop ved Willkomm-Höft, som er en lille langtange ved Elbens nordlige bred. Her ser vi på skibene, som er på vej ind til Hamborg eller ud i Østersøen. Her bydes skibene velkommen med musik og flaghilsen. Vi kører videre ind til Hamburg langs Elben og har første stop ved den gamle Elbtunnel fra år 1911, hvor man i dag kan tage på en gåtur gennem de 2 rør. Vi går de 2 x 426 meter i tunnelen, mens vi tænker på datidens ingeniørkunst. Herefter tager vi på 1-times havnerundfart.

Efter de mange oplevelse kører vi til vores hotel, Hotel Crowne Plaza (se mere info om hotellet længere nede), i Hamborg centrum. Indkvartering og aftensmad på hotellet.

Tirsdag den 5. september

Vi starter byrundtur i bus med diverse stop. Vi besøger plateauet i nye Elbphilharmonie og desuden ser vi Rådhuset, Alsteren, Domkirken, Elben, havnen, osv. Rundturen tager ca. 4 timer i alt og er med dansktalende guide. Vi kører afsted kl. 09.30-11.30, herefter er der frokost på egen hånd, herefter fortsætter turen kl.13.00-15.00. Den foregår dels med bus og dels til fods med diverse stop.

Onsdag den 6. september

Efter morgenmaden pakkes bussen, og formiddagen kan så bruges til at tage på gåtur/shoppetur i Hamburg centrum. Alternativt for dem, der har interesse for det, kan I blive kørt til Miniatur Wunderland, som er et kæmpe modeljernbane museum. Miniatur Wunderland er en modeljernbaneudstilling i Speicherstadt i Hamburg, indviet 16. august 2001. Dets 1.490 m2 store anlæg er verdens største og med cirka en million besøgende om året en af de populæreste seværdigheder i Hamburg (entré ca. 20 euro - det er en fordel, at bestille billetter hjemmefra).

Omkring kl. 12 samles vi igen, og turen går til Rickling Landbrauerei, hvor vi får en lille rundvisning, smagsprøver og spiser frokost. Herfra går turen retur til grænsen, hvor der er tid til grænsehandel. Hjemkomst sidst på eftermiddagen.


Inkluderet i prisen

  • Kørsel i moderne turistbus med erfaren chauffør
  • Kaffe og rundstykke den første dag
  • 2 overnatninger i delt dobbeltværelse
  • Halvpension fra første dags aften til sidste dags morgen
  • Dansktalende guide på byrundturen
  • Entrè til Elbphilharmonie, plateau
  • Havnerundtur
  • Frokost og rundvisning på Rickling Landbrauerei

IKKE inkluderet i prisen

  • Yderligere forplejning
  • Yderligere drikkevarer
  • Yderlige entreer
  • Diverse indkøb

Indkvartering

Vi bor på Hotel Crowne Plaza - et 4-stjernet, centralt beliggende hotel i Hamborg.

Hotellet har reception, elevator, restaurant, bar, fitness område, mm.

Adressen er Graumannsweg 10, D-22087 Hamburg

Tlf. 0049 40228060   

 

Vi anbefaler at den enkelte deltager tegner en rejseforsikring ved udlandsrejser (inden afrejse).

Vær opmærksom på at læse de vigtige oplysninger, der står i bemærkningsfeltet på rejsen!

Vi tager forbehold for ændringer i programmet.

Man skal være selvhjulpen for at kunne deltage på turen.