Skip to content
Tilmelding til nyhedsbrev
Yoga afspænding styrke smidighed klassisk yoga Hatha

7 GODE GRUNDE TIL AT DYRKE YOGA

7 GODE GRUNDE TIL AT DYRKE YOGA

Yoga var engang mest noget for husmødre og hippier. I dag er motions- og meditationsformen langt mere udbredt. Vi har fundet syv gode grunde. 

Hvis en mand i 1980’erne gik til yoga, var det let for ham at blive opfattet som fimset eller bare mærkelig. Hvis han da ikke interesserede sig ekstremt for østens mystik, og interessen for yoga stammede derfra. Så skulle han også helst gå i batik og have langt hår. I dag har mændene også fået øjnene op for gevinsterne ved yoga. Vi har fundet syv af dem: 

1: Yoga øger din mentale kapacitet 
Vejrtrækningen og dit kropsfokus virker beroligende og stressreducerende. Under meditativ yogapraksis kan du opleve en stigning i alfabølger i hjernen. Den elektriske aktivitet er forbundet med afslapning og rolig tankeaktivitet, og over tid kan ændringen i hjerneaktiviteten blive vedvarende. Det kan blandt andet føre til bedre koncentration, større mental kapacitet og mere kreativitet. Fokus på vejrtrækningen gør det samtidig nemmere at koble dine tanker fra og forhindre dem i at vandre, mens du træner. 

2: Få mindre stress gennem yogaen 
Vejrtrækningen påvirker det autonome nervesystem, som er det nervesystem, der styrer de indre organer, vi ikke kan kontrollere med vores vilje. 
Langsom vejrtrækning påvirker det autonome nervesystem, så vores puls og blodtryk falder. Når du laver yoga og fokuserer på at trække vejret dybt og langsomt, kan du derfor opleve ro og stabilitet i din krop. Det er en virkning, der med tiden hænger ved – også når du ikke dyrker yoga.  

3: Styrker musklerne 
Unge mænd sværger som oftest til at løfte jern, når musklerne skal styrkes. Selvom du næppe bliver bodybuilder af yoga, er der stadig masser af styrke at hente i motionsformen. At mestre de forskellige yogastillinger kræver både styrke og mobilitet, så du vil mærke forbedringer i både teknik og muskelstyrke, mens du træner. Stillingerne kræver forskellige former for muskelaktivitet; koncentrisk, excentrisk og statisk muskelarbejde, hvilket betyder, at du hele tiden udfordrer dine muskler på nye måder. Derudover sætter yoga din mobilitet på prøve, hvilket betyder, at du bliver mere smidig og fleksibel end tidligere.  

4: Regulerer hormonniveauer 
Under yogaøvelserne falder kortisolniveauet i kroppen. Kortisol er et stresshormon, der forekommer naturligt i kroppen og frigives i perioder med fysisk og følelsesmæssig stress. Hvis du dyrker yoga i længere tid, kan kortisolniveauet reguleres ned, hvilket igen kan bidrage til et stærkere immunforsvar og lavere blodtryk. Samtidig frigiver kroppen endorfiner, når du træner, hvilket kan give dig en følelse af lykke og ro. 

5: Dit immunforsvar bliver stærkere 
Yoga kan hjælpe med at booste dit immunforsvar. Da et højt stressniveau over tid kan svække vores immunforsvar, kan træning med fokus på vejrtrækning og stresshåndtering reducere stressniveauet og dermed styrke immunforsvaret. Med andre ord kan regelmæssige yogasessioner eller en lille time-out i hverdagen med fokus på vejrtrækningen gøre dig bedre rustet mod sygdom — og det er simpel forebyggelse! 

6: Forbedrer humøret 
På samme måde som immunforsvaret kan humøret forbedres ved at berolige kroppen og rense sindet. Formålet med yoga er at arbejde med kroppen som helhed, altså krop, sind og sjæl. Når du dyrker yoga, kan du få en følelse af at være fokuseret, afslappet og lære din krop at kende på en ny måde. Disse ting kan hjælpe dig med at få klarhed over ting, der generer dig, og dermed føles lettere i dit sind. 

7: Hurtigere og bedre søvn med yoga 
Når du dyrker yoga, kan det blive lettere at falde i søvn. Det kan også forbedre kvaliteten af din søvn. Ved at mindske stressniveauet og angsten i kroppen kan du nemmere falde i søvn. For mange mennesker er det tanker, der konstant snurrer i hovedet, der gør det svært at falde i søvn. Hvis du kæmper for at stoppe dine tanker og slappe af, kan du starte med at trække vejret langsommere. Målet er, at både ind- og udånding varer mindst fem sekunder. Fokuser på din vejrtrækning og mærk din krop falde til ro.  

 

Ovenstående artikel er med accept hentet fra Naturli.dk den 24.oktober 2023.

Forskellige former for yoga 
Der findes en lang række forskellige former for yoga. Du kan finde frem til, hvilke former der udbydes her i FOF Sydøstjylland: