
.. og så kom fællesskabet oveni.
Holdet motion for friske fyre på 60+ har trænet hver mandag gennem et par årtier. Flere af mændene på holdet har været med næsten lige så længe, for den ugentlige times tid giver både motion og godt socialt samvær. Mød det særlige mandehold i Greve her.
Det er mandag eftermiddag i Greve, og en flok mænd har samlet sig i bevægelsessalen i FOF-huset.
Sammen med underviser Dina Werdelin Asp bruger de halvanden time hver mandag i bevægelseslokalet. På styrke og konditræning. Pulsen op, under hensyn til at den yngste er 72, og den ældste snart runder 90.
Og når træningen er slut, venter tredje halvleg, hvor motionsholdet trækker ind ved siden af, får lidt at drikke og en god snak.
Sådan har de gjort længe, og derfor har mange af deltagerne også holdt fast i dette mandehold.
”Det er et hold man kommer til hver gang, og som gør at man holder ved,” som en af deltagerne siger det.
Per, Finn, Jens, Flemming og Peter er forskellige på mange punkter, men ens på lige så mange. ”Mænd med livserfaring, der godt kan lide at fortælle,” beskriver de det.
De kan lide at stikke lidt til hinanden, få en god snak om livet. Få pulsen godt op og hygge bagefter.
Fælles for dem er også at de alle startede på holdet, for at få mere motion. At det viste sig at være et stærkt socialt fællesskab, var bare en bonus.
”Vi er alle kommet på grund af træningen. Så kom fællesskabet bare oveni”
”Det handler om træning, om at holde sig i gang. Der er ikke noget, der er mere væsentligt end det.”
Holdet er nærmest berømt for det stærke fællesskab gennem mange år. Derfor sagde underviser Dina Werdelin Asp også til dem, da hun startede, at hvis de ikke var tilfredse med hende, måtte de endelig sige til. For at de bliver som et sammentømret hold er vigtigt. Det er dog ikke sket på de 17 år, hun har været deres underviser.
Holdet er i virkeligheden et fællesskab for livet. For som mændene siger, har de mistet flere af deres tidligere holdkammerater.
”Men det er jo fantastisk at gå på et hold, hvor man bliver til det sidste."
Med fem deltagere på holdet, er de enige om at det kunne være godt med et par ekstra nye mænd.
”Der er ingen optagelsesprøve”, slår de fast, men håber allermest at få nogle holdkammerater ind, som vil holdet både for træningen og for fællesskabet.
”Man bidrager ved at være med.”
FOF Køge Bugt har flere mandefællesskaber. Find et, der passer til dine interesser.