
FOF Aftenskolen og Lejre Kommune kører et stærkt samarbejde om kreativ undervisning til sårbare unge. Her udforsker deltagerne deres kreative talent og lærer at være en del af fællesskabet på et hold.
”Det her er mennesker, der har et medfødt blik for kreativitet. De er fantastisk dygtige. Det, vi kan give dem her på kurset, er en øvelse i at være social, at være en del af et hold og et fællesskab.”
Sådan siger Calisa Vincentzen, der underviser et lille kreativt hold i Hvalsø for FOF Køge Bugt. Her er bordet fyldt med gamle magasiner og bøger, klistermærker, tuscher og skalpeller. I dag udforsker de junk journaling, det vil sige at kunne lave sine egne bøger med udgangspunkt i bøger og magasiner fra genbrugsbutikker.
Det kreative værksted er et kursus, der køres i samarbejde mellem Lejre Kommune og FOF Køge Bugt. Deltagerne her er unge uden for arbejdsmarkedet, der har brug for et særligt tilbud, og som samtidig har stærke evner inden for det kreative.
”Det hjælper mig psykisk at være her. Jeg slapper af, når jeg sidder og laver kreative ting med mennesker omkring mig,” siger Daniel, den ene deltager.
Han er kreativ hele tiden. Derhjemme maler han, og han har en YouTube-kanal, hvor han spiller keyboard og trommer, når energien er til det. Når Daniel får noget særligt ud af at møde op i det kreative værksted, der låner lokaler hos værestedet Horseager, er det netop fordi, han her er en del af et hold.
”Det er det sociale i det,” fortæller han.
Det er 2. sæson, at FOF Aftenskolen og Lejre Kommune laver kreativt værksted for unge. Calisa Vincentzen har været underviser begge gange og oplever, hvordan de deltagere, der denne gang er med, har andre behov.
”Jeg startede holdet her op med powerpoints og en idé om, at vi skulle lave noget, der endte ud i en fernisering. Men det var ikke behovet på dette hold, og så gælder det om at tilpasse sig. Det er enormt meningsfuldt at lave kreativt arbejde, der kun handler om processen, ikke om at nå et bestemt mål,” siger Calisa Vincentzen, der selv er forfatter, og ud over det kreative værksted i Lejre underviser i et skriveværksted for sårbare i Ishøj.
Kursisterne har nu en undervisningsplan, hvori der er beskrevet, hvad der skal ske de forskellige dage. Og så sidder de sammen og prøver nye teknikker af.

Den største succes indtil videre har været keramik, hvor de fik en keramikunderviser fra ungdomsskolen til at komme og give en indføring i lerens verden.
Daniel lavede den hellige gral fra Indiana Jones, og det endte med at ligne en eksakt kopi, fortæller han.
”Det var ekstremt vellykket med keramikundervisningen og en fed mulighed for at arbejde med andre materialer,” fortæller Calisa Vincentzen, der ellers arbejder med et lavt budget for materialer til undervisningen, da det skal være gratis for deltagerne, der får dækket deres deltagelse af Lejre Kommune.
”De kommer hver gang, selvom det er et gratis tilbud. Fordi her er plads til at være sig selv, og man behøver ikke præstere. Flere af deltagerne på kurset bor på bosted og skal på sigt flytte over i egen bolig. Her lærer de, at man ikke behøver at sidde selv i sine egne tanker og være kreativ, men at man kan mødes om det i fællesskab. Det er så vigtigt, fordi det er nogle mennesker, som ellers nemt ville kunne komme til at isolere sig,” fortæller underviseren.




FOF Køge Bugt tilbyder et bredt udvalg af kurser og oplevelser i Lejre. Se dem her
FOF Køge Bugt og vores 9 kommuner laver en række særlige hold i partnerskaber mellem kommuner og aftenskolen. Læs om dem her,