Foredrag

Holger Bech Nielsen - Teorien om alt

Holger Bech Nielsen

Teorien om alt

Foredraget den 11. maj bliver pga Covid -19 restriktioner flyttet til en senere dato. Information til alle tilmeldte deltagere følger snarest muligt.

Et foredrag om de store spørgsmål, de endelige erkendelser og jagten på "Gud".
Findes verden, eller gør den ikke? Findes tiden, eller gør den ikke? Findes der en "gud", eller gør der ikke? Holger Bech Nielsen, dansk højenergifysiker på internationalt niveau, gør status efter et langt liv i fysikkens tjeneste. 

Holger Bech Nielsen har skrevet en bog, som netop er udgivet: Teorien om alt. 

"Højenergifysikerne søger efter at finde en teori for hele fysikken, selv det allermindste. Man er allerede nået meget langt med den såkaldte Standard Model, men den undgår faktisk på en måde,der vil tage tid at forklare, at udtale sig om, hvad der sker for det allerinderste: mindre afstande end 10^{-18} m. Vi søger efter, om der dog ikke er en lille afvigelse fra denne Standard Models forudsigelser, så vi kunne lære noget om, hvordan vi skal finde en bedre teori.

Faktisk er der muligvis ca 5 små afvigelser, men min egen og Colin Froggatts thesis er, at i princippet ER Standard Modellen rigtig, man skal bare regne noget med, som er meget vanskeligt at regne på:  såkaldt ikke-perturbative effekter. 

En mulig teori for alt kunne være, at alt er bygget op af små strenge, det er ``superstrengteorien'
'.

Holger Bech Nielsen er utvivlsomt en af Danmarks bedst kendte videnskabsfolk, der med sin entusiasme for sit fag fanger sine tilhørere og præsenterer sit stof, så selv videnskabeligt materiale bliver gjort tilgængeligt. På samme tid præsenteres også helt ekstreme teorier, som på underholdende vis går over hovedet på de fleste. 

Holger Bech blev landskendt igennem sine foredrag og teorier om superstrengen, og han har siden været en tilbagevendende skikkelse i medier og forskellige videnskabelige debatter. 

Han medvirkede endvidere i filmen “Teorien om alting”, og er samtidig medlem af både Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab og Det Norske Videnskaps Akademi. Holger Bech Nielsen er i dag professor emeritus ved Niels Bohr Instituttet (men møder stadig ind stort set hver dag og passer sin forskning) og er klart en af landets bedst kendte og af befolkningen mest afholdte videnskabsfolk.

Oplev et helt unikt foredrag – med masser af stof til eftertanke. 
Mød manden, der om nogen repræsenterer den danske forskning internationalt – og mød samtidig en mand, der brænder for emnet – og på indlevende og humoristisk vis giver interessen videre!