
21/10, 22/10 & 23/10
FOF Aalborg
Tag med eventyrer Jan Tvernø på en fascinerende rejse gennem Sydatlanten og Antarktis. Oplev dramatisk polarhistorie, storslået natur og fortællingen om de mennesker, der satte alt på spil for at udforske verdens sidste ukendte kontinent.
Sydatlanten er måske verdens mest nådesløse og mytiske havområde. Her driver isbjergene rundt som flydende katedraler, mens pingvinerne står stoiske og standhaftige på isen og tavst iagttager det ubarmhjertige landskab.
Det frosne kontinent mod syd var det sidste på verdenskortet, der blev udforsket. Her udspillede sig episke kapløb mellem frygtløse polarfarere, hvor skæbnesvangre historier om dårlig forberedelse, fatale beslutninger og isnende konsekvenser blev skrevet direkte ind i verdenshistorien. Nogle kom hjem som nationalhelte. Andre vendte aldrig tilbage.
Amundsen, Scott, Shackleton, von Bellingshausen, Drake og Magellan er navne, som for altid er vævet ind i fortællingen om Sydatlanten og Antarktis' ubønhørlige kræfter.
I dette foredrag hos FOF Aalborg er fortællingen om stormenes ocean og et ubeboeligt kontinent omdrejningspunktet. Det er historien om frygtløse og dumdristige helte, om geopolitik og grådighed – men først og fremmest om naturen, der altid kræver sin ret.
Jan Tvernø tager dig med på en ekstrem sejlads fra verdens sydligste by, Ushuaia, via de omstridte Falklandsøer til South Georgia, som rejser sig i ensom majestæt i det sydlige Atlanterhav. Herfra fortsætter rejsen mod Antarktis, hvor den sydlige polarcirkel krydses – et sted på jordkloden, som kun ganske få mennesker nogensinde har oplevet.
Til sidst venter The Drake Passage – det uforudsigelige havområde syd for Kap Horn, hvor Atlanterhavet og Stillehavet brydes i rasende tumult. Mere end 800 skibe er gået ned her, og området minder os om, at mennesket altid må bøje sig for naturens vilje.
Dramaet stopper dog ikke dér. Jan Tvernø svømmer nogenlunde som en sten, hader grov sø og trives bedst på en støvet landevej. Alligevel kastede han sig ud i at sejle på verdens vildeste hav, blot fordi Antarktis var det sidste kontinent, han manglede at besøge.
Praktiske oplysninger
Der er unummererede pladser
Din tilmeldingsbekræftelse fungerer som billet (mobil eller print)
Billetter til foredrag og rundvisninger refunderes ikke
Dørene åbner kl. 16:30
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Se mere