
FOF København og Nordsjælland
Hør Henrik Schrøders personlige fortælling om vejen fra fyring som 56-årig til ny fastansættelse, og få konkrete råd og brugbare perspektiver på, hvordan du som +50-årig kan få succes på arbejdsmarkedet.
En kold vinterdag bliver Henrik Schrøder uventet fyret. Han er 56 år og har stort set aldrig været uden arbejde.
Fyringen bliver begyndelsen på en periode fyldt med netværksmøder, kurser og ansøgninger. De mange afslag på ansøgningerne rammer hårdt, men Henrik er fast besluttet på at finde nyt arbejde. Efter en ihærdig jagt og et par projektansættelser lykkes det ham at komme tilbage på arbejdsmarkedet i en fast stilling.
Med udgangspunkt i sin egen historie tager Henrik dig med på rejsen fra fyring til ny fastansættelse. Fra lærerige netværksmøder og gode jobsamtaler til usikkerhed, manglende tro på sig selv og ensomhed, når intet ser ud til at lykkes.
Undervejs i processen besluttede han sig for at skrive bogen »Alder ingen hindring«. Arbejdet med bogen førte til møder med andre inspirerende 50+’ere, der efter en fyring er kommet tilbage i fast arbejde.
Han talte også med direktører, ledere, politikere og en aldersforsker, som hver især deler deres perspektiver på, hvordan man som +50-årig kan blive på arbejdsmarkedet – og hvilke kvaliteter det er særligt vigtigt at bringe i spil.
Bogen kan købes med 20% rabat i forbindelse med foredraget.
Foredraget er for dig på 50+, der søger job og ønsker konkrete råd til, hvordan du når i mål med din jobsøgning.
Foredraget henvender sig også til dig, der ansætter medarbejdere, og dig, der er interesseret i arbejdsmarkedet, og som søger inspiration og nye idéer til et arbejdsmarked i forandring.
Henrik Schrøder har i 8½ år været jobkonsulent i Københavns Kommune, hvor han har haft særlig fokus på at få ledige seniorer tilbage i arbejde.
Han er uddannet cand.merc., ICC-certificeret coach og har arbejdet både som medarbejder og leder, primært i den finansielle branche, inden han kom til Københavns Kommune.
Som 67-årig gik han på pension, men hjælper stadig ledige seniorer med at komme tilbage i arbejde og er en populær foredragsholder om emnet.

Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Der er ingen hold tilgængelige lige nu.
Kig forbi igen senere – vi opdaterer løbende.
Se mere