
Opstart 25.9.26
FOF København og Nordsjælland
Gå tæt på tre af Danmarkshistoriens mest omtalte mordgåder i denne foredragsserie med true crime-forfatter Peer Kaae. Du får indblik i sagerne, teorierne og efterforskningen – og oplever, hvordan nye spor og perspektiver kan kaste lys over det uopklarede.
Den kendte true crime-forfatter Peer Kaae går i denne foredragsserie bag tre af Danmarkshistoriens største mordgåder. Han har skrevet bøger om sagerne og arbejdet indgående med spor, vidner og teorier, som han udfolder levende og detaljeret.
Du får indsigt i nogle af Danmarks mest gådefulde kriminalsager og et unikt indblik i, hvordan en true crime-forfatter arbejder med research, kilder og rekonstruktion.
Hvert foredrag består af en levende gennemgang af en konkret sag med fokus på spor, teorier og efterforskning. Efterfølgende er der mulighed for spørgsmål og debat.
25. september: Højbjergmordet
Det uopklarede drab på Marie Lock-Hansen er en af de mest myteomspundne kriminalsager i Danmark. Hvem trådte ind i hjemmet den novemberdag i 1967 og skød hende?
Med afsæt i politiets akter og egne undersøgelser tegner Peer Kaae et nuanceret billede af ægteparrets liv og hemmeligheder. Han rekonstruerer hændelsesforløbet minut for minut og følger sporene i og omkring Aarhus, mens han samler brikkerne til et nyt bud på, hvad der skete.
23. oktober: Jagten på Stine Geislers morder
Drabet på 18-årige Stine Geisler under pinsekarnevallet i 1990 er et af de mest kendte uopklarede kvindemord i Danmark. Peer Kaae fortæller personligt om sin vedholdende jagt på gerningsmanden, der fører ham til to helt centrale vidner, der ikke har været afhørt i 30 år, men som har afgørende nyt at fortælle i sagen.
På baggrund af disse vidneudsagn og andre nye opdagelser lykkes det Peer Kaae at rekonstruere forløbet omkring drabet time for time og vise, at noget ikke hænger sammen. Der er noget helt galt…
27. november: Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej
I fortællingen om århundredets mordgåde tager Peer Kaae dig med ind i sin mangeårige efterforskning. En aften får Peer Kaae en tanke og senere en oplysning, der sætter ham på sporet af en mand i sagen om Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej. En mand, som alle tilsyneladende har overset.
I foredraget fortæller Peer Kaae om sin 12 år lange efterforskning, hvor han vender tilbage til 42 kasser hemmelig-stemplet materiale i Rigsarkivet. For hvad har han overset? Han digitaliserer de knap 25.000 sider, hvilket giver et overblik over sagen, som ingen tidligere har haft. Et overblik, der sætter alle teorier på prøve – og indleder jagten på en mand, der var på Peter Bangs Vej i de kritiske timer.
Foredragene er for alle med interesse for true crime, kriminalhistorie og uopklarede sager – både dig, der kender sagerne i forvejen, og dig, der er ny i genren.
Der er selvfølgelig kaffe/te i pausen.
Peer Kaae er journalist og forfatter med speciale i true crime. Han står bag flere anmelderroste og populære bøger om danske kriminalsager, herunder Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej, 3 er løgnerens tal, Maries morder og Den dømte mand, som han blev indstillet til Cavlingprisen for. Han er kendt for sin grundige research og evne til at formidle komplekse sager levende og engagerende.
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Se mere