
FOF København og Nordsjælland
Tag med rundt om Maglebæk- og Holmesø og oplev det rige fugleliv ved søerne. Kom tæt på Østsjællands eneste koloni af ynglende splitterner og se, hvordan de voksne fugle bringer fisk ind til ungerne.
Vi går en tur rundt om Maglebæk- og Holmesø, hvor vi ser efter ænder, vandhøns, lappedykkere og småfugle – samt Østsjællands eneste koloni af ynglende splitterner. Splitternen er en mellemstor terne, og på dette tidspunkt har den store unger, der næsten er flyvefærdige. Vi skal opleve de voksne fugle komme ind fra havet med fisk i næbbet til ungerne, og måske ser vi dem fodre de store unger midt i kolonien.
Ternerne yngler i en koloni af hættemåger, som er en vigtig nøgleart for andre ynglefugle, herunder splitterne og sorthalset lappedykker. Det fortælles der mere om undervejs på turen.
Nogle år yngler også den sjældne sorthovedede måge mellem hættemågerne. Det er en meget smuk fugl med rødt næb og helt hvide vinger.
Turen er for alle, der interesserer sig for dyreliv og natur. Den kræver ingen forudsætninger, og er derfor velegnet både for begyndere og dig, der har set på fugle i flere år.
Vi bevæger os i en lille gruppe (maks. 20 deltagere) .
Vi går i roligt tempo med mange stop undervejs.
Der er ikke indlagt en egentlig pause, men det kan være en god ide at have en flaske vand og lidt snack med.
Hvis du har en kikkert, så tag den med.
Husk påklædning efter vejret og gode sko til ture på forskelligt terræn.
Efter turen registreres observationerne i Dansk Ornitologisk Forenings database (dofbasen.dk), så du efterfølgende kan slå dem op.
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Der er ingen hold tilgængelige lige nu.
Kig forbi igen senere – vi opdaterer løbende.
Se mere