
FOF København og Nordsjælland
Oplev Københavns kunstscene på guidede gallerivandringer, hvor du møder værker, kunstnere og gallerister helt tæt på. Få ny indsigt, perspektiv og inspiration, mens vi udforsker skiftende udstillinger i byens kunstområder.
København har en meget interessant kunstscene med et væld af gallerier og udstillingssteder med udstillinger af højt niveau af både danske og internationale kunstnere.
Kunstformidler Camilla Rohde Madsen står i spidsen for besøgene på gallerierne i de mange forskellige områder i København, hvor hun fortæller om både udstillingerne og de kunstnere, der udstilles. Hun dykker ned i de udstillede værker og trækker tråde til tidligere tiders kunsthistorie. Når muligheden byder sig, vil vi også have samtaler med kunstnerne og galleristerne for at få indsigt i deres kreative processer, hvad det indebærer at drive et galleri, og hvordan man træffer beslutninger om valg af kunstnere. Vi diskuterer også, hvem der sætter priserne, og hvordan man sikrer sig kvalitet, hvis man ønsker at samle på kunst.
I forårssæsonen 2026 tager vi på en række spændende gallerivandringer, hvor vi udforsker Københavns mangfoldige kunstscener – bl.a. fra street art på Vesterbro til Wallner, Grøn Klo og Lagune Ouest i Nordvest, Politikens Forhal i Indre By, SPECTA og Hans Alf i Holbergsgade, V1’s tre gallerier i Kødbyen og mange andre.
Efter hver guidet gallerivandring, som består af besøg på 3–4 gallerier i løbet af 1 time og 45 minutter, modtager deltagerne en e-mail med Camillas forberedende noter fra dagen samt information om mødestedet for den kommende tur.
Kom med på seks hyggelige gallerivandringer, hvor du får set en masse kunst, bliver udfordret og også beriget!
Ret til ændringer i programmet forbeholdes. Vi gør ligeledes opmærksom på, at gallerivandringerne afvikles i almindeligt raskt tempo, og at gang på trapper kan forekomme.
Tag med på en farverig rejse gennem Vesterbros gader, hvor væggene fortæller historier. Vi ser alt fra den legendariske rotte på Gammel Kongevej og Bill Savareses Storm P-motiv på Værnedamsvej til poetiske værker af HuskMitNavn og Conor Harrington i Tullinsgade. På Vesterbrogade møder vi Heerup; i Westend og på Gasværksvej finder vi ROA, mens Sommerstedgade prydes af Stine Hvids grafiske univers. I Saxogade dukker $kiny $ki Ma$k op – og mere venter rundt om hjørnet…
Mødested: Gammel Kongevej 87, 1850 Frederiksberg C
Galleri Nicolai Wallner, Nils Stærk, Grøn Klo og Lagune Ouest.
Mødested: Galleri Nicolai Wallner, Glentevej 49, 2400 København NV
Galleri Susanne Ottesen, Galleri Tom Christoffersen, Banja Rathnov + Clausens Kunsthandel og Politikens Forhal.
Mødested: Galleri Susanne Ottesen, Gothersgade 49, 1123 København K
Nils Stærk Gallery, 2112, SPECTA og Hans Alf Gallery.
Mødested: Nils Stærk, Holbergsgade 19, 1057 København K
Eighteen, V1 Gallery, V1 Salon og Københavns Kunsthandel.
Mødested: Eighteen, Slagtehusgade 18, 1715 København V
Oxholm, Monika Petersen Fine Art Prints og Galerie Lorien.
Mødested: Galleri Oxholm, Pile Allé 25, 2000 Frederiksberg
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Se mere
Se mere