
FOF København og Nordsjælland
Er du nysgerrig på Danmarks historie – og har du lyst til at flytte historien fra bøgerne ud i virkeligheden? Tag med på en levende rejse gennem fortiden, når vi fortæller historien ude i byen, dér hvor den faktisk fandt sted!
Vi mødes 10 gange, og hver gang dykker vi ned i et nyt spændende nedslag i danmarkshistorien. Du får levende fortællinger, nye perspektiver og ekstra viden om de begivenheder, der har formet Danmark – alt sammen formidlet på en let og engagerende måde.
I denne sæson besøger vi både København og Nordsjælland og ser steder, hvor historiske personligheder færdedes, hvor tro og magt blev udfordret, og hvor hverdagslivet tog nye former gennem århundrederne. Du får mulighed for at opleve kendte steder med nye øjne og opdage, hvordan fortiden stadig præger vores byer.
Kurset er for alle, der er nysgerrige på historie og de mange spor, fortiden har sat i vores omgivelser. Du behøver ingen forkundskaber – kun lysten til at lære og opleve.
Samtidig er kurset en hyggelig og social oplevelse: Du møder andre historieinteresserede, deler oplevelser og diskussioner og nyder, hvordan fortiden folder sig ud sammen med andre.
Kom med og oplev historien – levende, spændende og lige for øjnene af dig!
Struensee og belejringen af København: Kastellets historie i krig og kærlighed
Kastellet, der i dag særligt er kendt for sine smukke volde og som vartegn, har en dramatisk og drabelig historie. Her sad Danmarks eneste diktator, Struensee, lænket til væggen i tre måneder efter statskuppet i januar 1772, og både svenskerne og englændernes voldsomme angreb på byen blev dygtigt afværget. Mange andre kendte navne i danmarkshistorien har siddet her – eksempelvis lensgreve Griffenfeld og senest den rigsbefuldmægtigede Werner Best. Kastellet blev længe brugt som kaserne og huser i dag Forsvarets Efterretningstjeneste.
Københavns bombardement og englandskrigene
I august 1807 står Danmark i en forfærdelig situation: Englænderne er med den senere hertug af Wellington gået i land ved Vedbæk og marcherer mod København. De vil forhindre, at den danske flåde falder i Napoleons hænder. Den største og bedste del af den danske hær er sammen med Kongen og hans stedfortræder Kronprinsen fanget i Holsten i forventningen om et fransk angreb fra syd. Herfra kan de kun se til, mens København bliver belejret fra alle sider. Til at forsvare rigets hovedstad står kun nogle dårligt udrustede landmilitser og enkelte enheder, der skal holde Wellington stangen, indtil Kongen kan komme hovedstaden til undsætning. Pludselig begynder englænderne et reelt terrorbombardement af hovedstaden, og byen må hurtigt overgive sig.
Attentat og demokratikamp i Danmark
I kølvandet på det nationale traume i Den Slesvigske Krig i 1864 vender det politiske landskab sig fra den spirende liberalisme til et konservativt styre. Den nationalliberale drøm om udvidet valgret og et Danmark til Ejderen falder sammen, og en konservativ dagsorden med fokus på stabilitet og orden bliver gennemført. Den konservative Kong Christian IX støtter konseilspræsident (statsminister) Jakob Brønnum Scavenius Estrup, der imod folkestemningen indfører provisoriske love og indsætter bevæbnede gendarmer mod folkemængder. Det kulminerer 21. oktober 1885, da danmarkshistoriens eneste attentatforsøg på en regeringsleder finder sted på Vesterbrogade. Estrup bliver forsøgt myrdet med to skud på klos hold – men reddes af en messingknap.
Christian IV – Renæssance, krige og slotte
Den danske Kong Christian IV står midt i begivenhedernes gang i 1600-tallets blodige europa- og danmarkshistorie; han bliver selv hårdt såret i kamp og mister sit ene øje. Hvordan er Danmarks konge endt i en sådan situation, hvor han selv må ofre sit blod for Kongerigets overlevelse? Og hvorfor betyder han så meget for os i dag? Det er disse spørgsmål, vi søger svar på på denne rundvisning på Rosenborg, hvor vi kommer rundt om Renæssancen, Trediveårskrigen, Kongens store byggeprojekter, utallige kvinder og svenskekrige.
Danmarks stormagtstid i København
“Med kloghed og fasthed” var Frederik V's valgsprog, og han levede i den grad op til det: Han holdt Danmark-Norge ude af unødvendige konflikter og skabte igennem neutraliteten en enorm velstand i København og Kristiania (Oslo). Han påbegyndte opførelsen af den smukke Marmorkirke og Amalienborg Slot, der i dag er hjemsted for kongefamilien. Han erstattede den regerende pietiske levevis med den libertinske og indførte liv og glade dage på hoffet. Han lavede den første danske koloni i Grønland, opførte Sorø Akademi, udbredte oplysningstænkningen blandt eliten og huskes især for den enorme rytterstatue af ham på Amalienborg Slotsplads. Velstanden havde også en dyster bagside, da det var under hans regeringstid, at Danmark for alvor blev involveret i trekantshandlen med afrikanske slaver. Vi besøger Marmorkirken og Amalienborgmuseet og ser det store pakhus – alt sammen centrum i det, der bedst kan beskrives som Danmarks Riges stormagtstid.
9. april 1940 – Invasionen af København som den forløb
Tidligt om morgenen d. 9. april sejler en troppetransport – mørklagt og i al hemmelighed – ind på Langelinie og landsætter 800 tyske soldater. De har ét mål: At tage den danske konge og regering til fange for at tvinge landet til en hurtig kapitulation. Tyskerne stormer Kastellet og marcherer mod Amalienborg Slot, hvor Kong Christian X og statsminister Thorvald Stauning befinder sig. Her møder de ihærdig modstand fra Den Kongelige Livgarde, der giver Kongen og regeringen tid til på egen hånd at beslutte Danmarks skæbne. Men hvordan var Danmark endt i denne situation, og kunne man fra dansk side have handlet anderledes? Disse historiske og etiske spørgsmål bliver berørt på denne vandring, der tager os fra Langelinie, til Kastellet og endeligt Amalienborg – præcis som invasionen forløb.
Dietrich Buxtehude – Den danske superstjerne, der blev glemt
Dietrich Buxtehude, det helsingoranske bysbarn, der var en direkte indflydelse på barokkens største komponister, Bach og Händel, er blevet glemt og nærmest negligeret i skrivningen af danmarkshistorien – på trods af sin store indflydelse. Han havde sammen med sin familie rødder i det helsingoranske kirke -og åndsliv og spillede orgel i både Domkirken og Sankt Mariæ Kirke, hvor han også komponerede dele af sin musik. Han flyttede senere til Lübeck, hvor en fascineret Johann Bach opsøgte ham for at lære af ham. Tag med på en rundvisning, hvor historien om den vigtigste glemte helsingoraner vil blive fortalt igen.
Christian IV – Mellem reformation og heksejagt
En af Danmarks mest folkekære konger, Christian IV, havde også en mørk bagside: Præget af tidens religiøse hysteri og overtro blev Kongen og den lutherske-danske kirke direkte involveret i mordet på utallige kvinder, der blev mistænkt for hekseri og trolddom. Men var det altid sådan i Danmark og i Europa? Hvordan var det egentlig med overtro og trolddom i kristendommens historie? Det er blandt andre de spørgsmål, der vil blive undersøgt på denne rundvisning, der også vil dække datidens religiøse konflikter og udviklinger.
Den anglikanske kirke og reformation
Kroningen af Kong Charles III. d. 6. maj 2023 bragte i danske medier en nyfunden interesse for den engelske kirke og dens historie og forhold til det engelske kongehus. I Danmark har vi én anglikansk kirke, Saint Alban’s Church, der ligger ved Churchillparken med udsigt til Kastellet, som med sin flotte arkitektur for mange er en uvurderlig del af det københavnske bybillede. Men hvad er den engelske kirkes historie? Hvad gør anglikanerne anderledes fra folkekirken? Det er, hvad vi udforsker på denne rundvisning, der dækker Den engelske reformation, borgerkrigen mellem anglikanere og puritanere, revolutionen af 1688, kirkens rolle i Det britiske imperium og seneste historie.
Tycho Brahe – Mellem himmel og jord
Sjældent har en dansker haft så stor indflydelse på menneskets selvforståelse som Tycho Brahe. Da Brahe en aften i november 1572 opdager en ny skikkelse på himmellegemet, skal det få enorme konsekvenser for naturvidenskaben og menneskets syn på Gud og deres egen plads i verden. Brahes værk De Nova Stella starter en bølge, der ender i Den Kopernikanske Revolution og naturvidenskabens lange seje kamp for anerkendelse blandt videnskaberne. Men hvad var det han så den aften? Og hvilken forbindelse havde hans ophold på Kronborg til Shakespeare og Hamlet?
Øverste billede: Københavns bombardement 1807 malet af C.W. Eckersberg
Der er ingen hold tilgængelige lige nu.
Kig forbi igen senere – vi opdaterer løbende.