
FOF København og Nordsjælland
I arrangementsrækken Historien – bid for bid besøger vi særlige steder med hver deres fortælling. Denne gang træder vi indenfor i det smukke Paradehus i Bernstorff Slotshave, hvor vi nyder Afternoon Tea og får historien om huset og omgivelserne.
Du inviteres på et hyggeligt frokostarrangement på et særligt sted med sin egen specifikke historie. Så tag med på ét eller flere arrangementer, når vi sammen besøger en lokation lidt ud over det sædvanlige, hvor vi sætter os til bords og nyder lidt mad og drikke tilsat den gode fortælling om stedet og det omkringliggende område.
I rækken af arrangementer i Historien – bid for bid går turen til det smukke Paradehus i Bernstorff Slotshave lidt nord for København, hvor vi ekstraordinært har fået lov til at træde indenfor i det skønne drivhus, der normalt kun lejes ud til selskaber via Chaya.
Paradehuset stammer fra den kongelige periode med Kong Christian 9. og Dronning Louise og er det største drivhus, der ligger midt i gartneriet omgivet af espalierede æbletræer, smagfulde ferskner og duftende buske.
Vi sidder i rustikke rammer ved langborde og bænke med det skønneste kig til himlen, mens vi nyder en light version af Afternoon Tea fra Chaya med bobler, fingersandwiches og tre slags te, samtidig med at historierne om Slotshaven, Afternoon Tea og selve Paradehuset rulles ud.
Arrangementet er i samarbejde med Chaya, og prisen er inklusive to foredragsholdere, et glas italiensk spumante eller iste (uden alkohol), fire engelske fingersandwiches, lidt sødt og flere slags te, bl.a. i form af den klassiske sorte, den grønne og den hvide te.
Der er ingen hold tilgængelige lige nu.
Kig forbi igen senere – vi opdaterer løbende.