
Slot, skærgård og svenske haver – glæd dig til en sommertur til Sverige med natur, kultur, frokost, kaffe og kage og livsnydelse sammen med Hanne Birgitte og Anders Grøndahl.
Heldagsturen går til den smukke Kulla-halvø – bjerget og landskabet, der rejser sig lige over for Gilleleje på den anden side af Øresund.
Vi sejler fra Helsingør til Helsingborg og besøger det populære stenovnsbageri Bröd Kultur tæt ved det gamle kongepalæ Sofiero. Herfra kører vi op langs den svenske kyst og gør holdt ved de moderne outlets i Höganäs, hvor vi har tid til lidt shopping. Med en svensk krone, der ligger lavt, kan man gøre gode køb.
Derefter fortsætter vi mod det historiske Krapperup Gods. Det er et over 700 år gammelt slot, der engang var dansk og stadig emmer af historie. Her venter den store svenske rejemad med øl eller vin – serveret på den stemningsfulde gårdsplads, hvis vejret tillader det. Efter frokosten går vi en tur i godsets park, mens Anders Grøndahl fortæller om roser, rokoko og gamle træer.
Fra slottet sætter vi kursen imod Skäret og det legendariske kaffested Flickorna Lundgren. Det er Sveriges ældste kaffehave, hvor vi også oplever den klassiske “rödstuga” og flickornas staudehave.
Efter kaffen fortsætter turen til den kuperede fiskerby Arild, hvor vi går en lille tur mellem farverige træhuse, haver og snoede stier. På vej hjem kører vi gennem den gamle kurby Mölle og runder dagen af med en lille vandring ude på selve Kullen-halvøen, hvor klipperne møder havet.
Om aftenen tager vi igen færgen tilbage til Helsingør – fyldt med indtryk, stemninger og måske en pose svenske specialiteter i bagagen.
En klassisk rejse. Ja, næsten en dannelsesrejse.
Kun én dag – men så rig på oplevelser, at det føles som en hel ferie.
Prisen inkl. guidet bustur, færge t/r, frokost på Krapperup Gods (inkl. 1 vin/vand), kaffe og kage Flickorna Lundgren.
Afgang fra Hellerup St. (bussiden) kl. 8.15. Opsamling Rungsted Kyst St. (Vestre Stationsvej 12) kl. 8.45. Opsamling Helsingør St. (p-plads på vandsiden af stationen) kl. 9.00.
Forventet hjemkomst Helsingør St. kl. 19.25, Rungsted Kyst St. kl. 19.40 og Hellerup St. kl. 20.00.
Husk dit pas.
Der er ingen hold tilgængelige lige nu.
Kig forbi igen senere – vi opdaterer løbende.