
FOF København og Nordsjælland
Tre kvinder. Tre generationer. Én fælles samtale om valg, erfaringer og fortrydelser. Vær med, når tre markante kvinder fra tre forskellige generationer sætter hinanden stævne og udveksler erfaringer om alt fra Me Too til magt, ironi og mental load.
Hvordan adskiller generationerne sig fra hinanden, og hvad kan de lære af hinanden? Findes giftig femininitet? Og har vi stadig magtkampe, der skal tages, eller har kvinderne allerede vundet?
Det vil du få forskellige perspektiver på, når arkitekt og TV-vært Ane Cortzen fra Generation X, forfatter og debattør Anne Kirstine Cramon fra Generation Y og skribent Nina Pratt fra Generation Z indtager scenen. Anne Sophia Hermansen, også Generation X, er moderator.
Glæd dig til en åbenhjertig, bramfri og tankevækkende aften om kvindeliv anno 2026.
Ane Cortzen er aktuel med debatbogen: Lille Ane siger farvel: I stedet for at være på hold med hinanden, ville vi være én af drengene, hvor hun kaster et ærligt og tankevækkende blik på sin generation af kvinder. Dem, der blev født i halvfjerdserne, voksede op i fattigfirserne, var unge i de hedonistiske halvfemsere og blev mødre i det nye årtusinde. Ane Cortzen er en dansk arkitekt, som er særligt kendt for sit virke som TV-vært og som formidler af kunst, design, arkitektur og byudvikling.
Anne Kirstine Cramon er kommunikationsrådgiver, radiovært og debattør med utallige klummer på bagen om Me Too og ligestilling. Har skrevet bogen Manual til dårlig stemning – en manual til hvordan man kan tale lidt mere faktabaseret om feminisme. Anne Kirstine mener selv, at hun er en repræsentant for den liberale gren af feminismen.
Nina Pratt har ofte været at finde i mediernes debatsider. Hun er ikke bange for at inddrage sig selv som eksempel, når hun tackler emner som ensomhed, dating, alkohol, sociale medier, politik, kropsbehåring, uddannelse og retorik. Nina Pratt studerer journalistik på Roskilde Universitet. Udover det er hun karikaturtegner og tegner regelmæssigt kendte ansigter, som hun lægger op på sociale medier. Hun har boet i Frankrig, Bulgarien og Australien – og i dag bor hun på Amager.
Anne Sophia Hermansen har i mere end 15 år været en markant stemme i den offentlige debat, kendt for sine skarpe analyser og kommentarer om vores samtid. Med en baggrund som litteraturhistoriker og en lang karriere inden for både mediebranchen og den finansielle sektor har hun opbygget en unik forståelse for samfundets dynamikker.
Med indsigt og humor hjælper hun publikum med at navigere i en verden præget af generationskonflikter og kulturkampe. Hun har etableret sig som én af Danmarks mest indflydelsesrige meningsdannere – b.la. i den populære podcast Damerne først og Det Vilde Vesten på DR.
Foto af Ane Cortzen: Petra Kleis.
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Se mere