
FOF København og Nordsjælland
Følg med i sæsonens vigtigste kulturoplevelser. Her får du skarpe analyser af bøger, film, teater og kunst, præsenteret af nogle af landets mest erfarne kritikere og fagfolk – altid aktuelt, inspirerende og levende formidlet.
Kompetente fagfolk tager pulsen på det danske kulturliv. Aktuelle bogudgivelser, teater- og filmpremierer samt kunstudstillinger danner udgangspunkt for de skiftende foredragsholderes analyser.
Foredragsholderne er:
Filmanmelder på Kristeligt Dagblad Per Juul Carlsen
Mag.art., journalist Marie Louise Kjølbye
Mag.art, teateranmelder Monna Dithmer
Cand.mag., billedkunstner Frederik Lindskov
I sæsonen 2025-26 optages følgende temaer: familieforhold, livsdrømme, skuffelse og forsoning mellem mennesker.
Marianne Larsen, den legende digter, døde i december. Vi læser én af hendes sidste digtsamlinger, Den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september. Den sydkoreanske forfatter Han Kang fik Nobelprisen i litteratur i 2024. Romanen Vi tager ikke afsked er en gribende, vild fortælling om venskab. Anne Dorte Michelsens erindringsbog Synger du stadig? er let læst, og sjov at blive klogere af.
’Selvfølgelig laver vi danskere ikke mange film om spøgelser og monstre. De findes jo ikke’, sagde go’e gamle Erik Clausen engang. Han tog selvfølgelig fejl. Der er masser af gespenster og genfærd. De findes i vores tanker og handlinger, i vores angst og bekymringer. De ligger under sengene, når vi skal sove, og ridder os som marer om natten. Og lige nu, i disse år, har gysergenren en fest. Så godt som hver uge er der en ny gyserfilm i biograferne. Der er aldrig blevet produceret så mange gyserfilm som nu. Hvorfor nu det? Hvad kan de film? Hvad fortæller de om det, vi er bange for i 2026?
Manderollen er en omstridt størrelse i den aktuelle brydningstid. Husets Teater sætter nyt liv i Büchners fascinerende antihelt i klassikeren ’Woyzeck’, mens fire seje kvinder på Aveny-T sætter sig i mandens sted for at teste maskulinitetens grænser.

Glæd dig til et spektakulært møde med et stort udvalg af de mange nye værker, Louisiana har erhvervet gennem de seneste år. Der er tale om en bred vifte af international samtidskunst inden for maleri, foto, skulptur, video og installation, af navne som Diane Arbus, Pipilotti Rist, Dana Schutz, Alex Da Corte og Richard Prince samt mange nye navne, som vi endnu har til gode at stifte bekendtskab med. Louisianas direktør Poul Erik Tøjner uddyber: »Muligheden for at føje nye værker til er afgørende … fordi det hele tiden giver museet lejlighed til at forny kontakten (og kontrakten) med vores nutid og nære fremtid.« Louisianas samling tæller over 4000 værker og vokser stadig. På den ene side er samlingen en slags DNA-streng for museet, på den anden side en dynamisk størrelse, som hele tiden udvikler sig i takt med, at den favner tiden, vi lever i.
Island er påny verdens centrum i Jón Kalman Stefánssons nye roman Himmellegemer over verdens yderste rand. I 6. og næstsidste bind af Solvej Balles højt anerkendte Om udregning af rumfang kredser tidsfangerne om flugt. På den faglitterære front forklarer den amerikanske journalist og historiker Anne Applebaum i Autokrati A/S, hvordan en ny verdensorden måske kan forstås.
Engang var vores filmhelte skabt ud fra en klassisk opfattelse af den handlekraftige enlige mand, der kunne klare hvad som helst – uanset om han hed Clint Eastwood, Sylvester Stallone eller Bruce Willis. Nu om dage, hvor kvinder fylder langt mere i filmverdenen, har heltene forandret sig. De dyrker fællesskabet, og deres heltegerninger handler ikke om at vise hvad eneren kan, men om at finde løsninger for alle. Det har skabt en række meget anderledes film som norske Drømme, danske Det andet offer og amerikanske Nomadland.

CC er Københavns store og rå kunstcenter, der har til huse i den gamle B&W-svejsehal istandsat af arkitekt Dorte Mandrup. Til efteråret præsenteres hér den første soloudstilling i Danmark med den kuwaitisk-puertoricanske kunstner Alia Farid (f. 1985). Gennem både industrielle og håndlavede objekter udfolder Farids multidisciplinære praksis sig som kritiske læsninger af, hvad det vil sige at eksistere og høre til i en verden af global usikkerhed. Uanset om det er skulpturer af drikkefontæner formet som vandbeholdere, forstørrede amuletter, der forener gamle og moderne materialer, eller filmiske vidnesbyrd om udvindingsindustriens sociale og økologiske konsekvenser i det globale syd, udfordrer Farids praksis koloniale narrativer og undersøger, hvordan materialer og former transformeres og skifter betydning på tværs af tid og sted.
Romandramatiseringer er blevet en populær størrelse på teaterscenerne. Men er det fortsat forfatteren, der har definitionsretten over historie og karakterer? Det ser vi nærmere på med afsæt i to prisbelønnede romaner: Annie Ernaux’s ’Årene’ på Republique og Benjamin Koppels ’Annas Sang’ på Odense Teater og Aveny-T.
Jens Smærup Sørensens bog Mor og Pia Tafdrups Hjertet i zenit går begge tæt på Mor – den person, der fylder så meget, at hun bedst ses på afstand. Tyske Iris Wolffs fine Lysninger om to rumænske børns opvækst og venskab viser diktaturets pris.
I sæsonen 2025-26 optages følgende temaer: familieforhold, livsdrømme, skuffelse, forsoning mellem mennesker.

Vi mennesker har alle dage sat sejl. For at handle, søge rigdom, gøre opdagelser eller ligefrem erobre. Særligt 'vandnationen' Danmark – med vores særegne sprog og kultur – har udviklet sig over havet, og det er derfor kun ret og rimeligt med en ny, stor og permanent udstilling på M/S Museet for Søfart. Udstillingen »Søfarer – 400 års danmarkshistorie« undersøger, hvad der sker, når vi mennesker – drevet af eventyrlyst, længsel eller frygt – sætter sejl og krydser havet mod fjerne horisonter. Rejsen starter på et dansk sejlskib fra 1600-tallet og bevæger sig derpå videre til dampskibene, der var med til at forme den moderne verden. Rejsen fortsætter over søfartens storhedstid i 1950'erne op til nutidens enorme containerskibe, der samtidig bliver en symbolsk skillevej for såvel os som planeten. Det globale forbrug har bragt naturens økosystem på randen af kollaps. Fremtiden kræver, at vi finder nye måder at tænke fragt og forbrug på. Museet har udvalgt over 300 genstande, billeder og film, som kombineret med innovative formidlingsmetoder, gør historien levende og medrivende for publikum.

Per Juul Carlsen har beskæftiget sig med populærkultur siden begyndelsen af 1990’erne, blandt andet som redaktør på tidsskriftet Levende Billeder. Fra begyndelsen af det nye årtusind har han været DR’s gennemgående filmanmelder, primært i P1-programmet Filmland, på dr.dk og i DR K’s Filmselskabet. Derudover har han også bidraget til P1’s øvrige flade, især i Kulturen på P1 og i P1Morgen. Nu om dage bliver filmene anmeldt i Kristeligt Dagblad, mens interviewene med aktuelle filmfolk foregår i podcasten Filmstemmer, der udgives af Det Danske Filminstitut. I 2023 udgav han bogen »Miraklet 1996-2006 – ti år der forandrede dansk film« om dansk films pludselige forandring og succesen med især dogmefilmene.

Marie Louise Kjølbye fortæller om litteratur, så alle kan følge med. Hun er litteraturanmelder på Information, journalist, redaktør og mag.art. i nordisk litteratur fra Københavns Universitet. Hun har undervist på Københavns Universitet og fra 2014 på Folkeuniversitetet og hos FOF og LOF. Hun har desuden aktuel viden om hjerneforskning, som også bringes i spil.

Mag.art. og anmelder af teater og dans på Politiken, samt ekstern lektor på Den Danske Scenekunstskole og på Performance Design på RUC.

Jeg er uddannet cand.mag. i filosofi og har en BA i kunsthistorie. Min særlige faglige indsigt er i filosofi og kunsthistorie. Herudover er jeg selv udøvende billedkunstner, opfinder/konceptudvikler og selvstændig erhvervsdrivende.
Jeg har efterhånden en del erfaring som foredragsholder og arkitekturrundviser ved FOF København, i privat regi, ved kunstforeninger og generelt fra sit virke som selvstændig foredragsholder.
Jeg har en permanent udsmykning af Kavalergården ved Bernstorff Slot samt udsmykning af danske asylcentre, bl.a. i Avnstrup, og har derudover haft flere kunstudstillinger. Tidligere har jeg været formand for Kunstnernes Efterårsudstilling.
Programmet offentliggøres ca. 14 dage før start, og vil ligge på foredragsstedet første mødegang. Ret til ændringer forbeholdes.
“Sæsonens kulturbegiveheder« er mit fortrukne kursus. Spændende emner og meget søde og engagerede undervisere!“
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Se mere