
FOF København og Nordsjælland
Skab dine egne smykker med en klassisk håndværksteknik. På dette smykkekursus lærer du sandstøbning i sølv – fra voksmodel til færdigt, poleret smykke – og får hænderne helt ned i det tredimensionelle formsprog.
Du starter kurset med at konstruere en ønsket model i hårdt voks, der kan saves og files i. Denne proces ansporer øvelser i at tænke tredimensionelt, altså at arbejde med, hvordan formålet ser ud fra alle sider.
Efter færdiggørelse af denne positive form skabes en negativ form i sand. Modellen tages ud af det hårdt sammenpressede sand, og der laves en indgangskanal som der siden hældes smeltet sølv i. Produktet skal efterfølgende files, slibes og poleres.
Det færdige produkt vil efter færdiggørelse kunne bruges som en del af et smykke: F.eks. halskæde, armbånd, ring, broche eller øreringe.
Er man lettere øvet, og har prøvet at støbe før, vil det også være muligt at bruge sepiaskaller som støbeform. Sepiaskaller kommer fra sepiablæksprutten og kan findes ved Vesterhavet. Deres særlige struktur efterlader et smukt, bølget mønster i overfladen af emnet, der støbes. Modellen, der trykkes ned, skal være hård (ikke voks).
Det vil også være muligt at prøve en mere eksperimenterende tilgang til støbning, hvor der f.eks. støbes i vand, pasta og linser. Her kan opnås fine, spændende, organiske, men også ukontrollerbare former.
Fælles basismaterialer er inkluderet (ikke sølv).
Sølv og bronze samt øvrige materialer kan tilkøbes på kurset.
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Se mere
Se mere