
De små snublesten med messingoverflade, som vi ser i fortovene foran bygninger rundt om i landet, fortæller store og rørende historier. Hver sten mindes et menneske, der blev forfulgt af nazisterne under Anden Verdenskrig. Snublestenen er sat, hvor dette menneske havde sin sidste frivillige bopæl.
Den 17. juni 2019 blev de første 12 snublesten i Danmark sat netop her i København og på Frederiksberg. Det var begyndelsen på projektet Snublesten Danmark, som i dag har sat 159 snublesten i 12 kommuner over hele landet.
Undervejs på vores tur vil vi se nogle af de første sten, som blev sat – små, næsten ydmyge markeringer i byens travle gader, men med en stærk historie bag hver enkelt. Hver sten minder os om et menneske, der engang havde sit hjem her: familier, kunstnere, forretningsfolk, børn og ældre, som blev forfulgt , fordi de for eksempel var jøder, politiske modstandere eller modstandsfolk.
Snublestenene er skabt af den tyske kunstner Gunter Demnig, som begyndte projektet i Köln i 1995. I dag er der sat snublesten i 31 europæiske lande. I maj 2023 satte Demnig sten nummer 100.000, og i januar 2025 var antallet nået op på 116.000.
Tekst og foto af Snublesten Danmark.