
FOF Køge Bugt
Foredrag i Roskilde: Om at miste sine forældre til en religiøs sekt. Helle Bertram fortæller om en barndom, hvor hendes forældre gik fra et almindeligt liv til at blive en del af Jehovas vidner
Foredrag om at miste sine forældre til en religiøs sekt med Helle Bertram, forfatter og taleskriver
Foredrag med Helle Bertram finder sted i Roskilde, i Byens Hus den 19. oktober 2026.
Et tankevækkende foredrag om at blive valgt fra af sine forældre, at forsøge at bevare relationen og mærke en religiøs sekts indoktrinering gennem forældrenes fravalg og afbud. Og om at finde en vej i det og skabe sit eget liv.
Gennem Helles fortælling mærker man sorgen og længslen efter at have et sted at komme fra.
Helle voksede op i en familie på Sjælland med far, mor, storesøster og storebror. Familien havde levet som de fleste familier Danmark med traditioner som jul og fødselsdage og et stærkt sammenhold. Lige indtil Helles forældre begyndte at interessere sig for Jehovas Vidner. Herefter ændrede livet sig og familien faldt langsomt fra hinanden.
Hendes forældre stoppede fra den ene dag til den anden med at fejre jul og fødselsdage, og Helle og hendes søskende flyttede alle hjemmefra i en tidlig alder. Forældrene blev mere og mere opslugte af fællesskabet med deres nye, åndelige familie mens Helle og hendes søskende aldrig selv er blevet en del af Jehovas Vidner.
Foredraget rummer også oplæsning af breve fra ”Vidner – i sektens skygge”, der udkom i 2025 samt samtale med publikum.
Helle Bertram er cand.mag i Nordisk sprog og litteratur og arbejder til dagligt som forfatter og taleskriver.
Hun har udgivet en række bøger, der kredser om temaer som ”hjem”, identitet og fremmedgjorthed herunder KORT, 2020, SPOR, 2021 og Dér, jeg er 2022. Derudover har hun udgivet ”Vidner – i sektens skygge”, der er en brevveksling med Camilla W. Trustrup, som udkom på People´s og Mofibo i 2025.
Klik på et tidspunkt for mere info og tilmelding.
Der er ingen hold tilgængelige lige nu.
Kig forbi igen senere – vi opdaterer løbende.
Se mere