
FOF Syd- og Vestsjælland
Oplev en sommerhøjskole fyldt med viden, inspiration og hyggeligt samvær på Grønnegades Kaserne i Næstved. Tre dage med spændende foredrag, en begivenhedsrig heldagstur og socialt samvær giver dig både intense læringsoplevelser og plads til fordybelse.
På vores populære og hyggelige højskole får du:
En række spændende foredrag, der giver indsigt og ny viden om verden omkring dig
En begivenhedsrig heldagstur med bus, der udvider oplevelsen
Lækker frokost på Raadhuskroen, kun få minutters gang fra kasernen
Kaffe/the og kage i pauserne mellem foredragene
Et højskoleophold kombinerer intense læringsoplevelser med tid til fordybelse og giver dig mulighed for at netværke, udveksle erfaringer og møde nye mennesker i inspirerende omgivelser.
Tirsdag d. 26. maj
3 år alene gennem Afrika og Mellemøsten – Henriette Thiim, eventyrer
Hør den eventyrlige beretning om at køre alene afsted på motorcykel mod Afrika. Eventyret skulle vare ét år, men først tre år senere krydsede Henriette igen grænsen til Danmark – i alt 100.000 kilometer gennem 45 lande. Vi hører ikke kun om rejsen, men også om at turde forlade et karrierejob og en tryg hverdag herhjemme.
Flower Power – Christel Pedersen, kunsthistoriker
Kan man være revolutionær og samtidigt elske blomster? Med afsæt i en række kunstværker, skal vi kigge på, hvordan blomsten i løbet af 1800-tallet gik fra at være et ufarligt, pynteligt motiv, til at blive et redskab i opgøret med eksisterende normer og hierarkier; vi fortsætter frem til vores egen samtid, hvor blomsterne tillægges handlekraft og afspejler en ny tids natursyn.
Onsdag d. 27. maj
Livet det er livet værd – Anne Knudsen, psykolog og forfatter
I dag bliver langt de fleste mere end firs år gamle og har en god og lang aldring. Årene som senior er ofte en af de lykkeligste perioder i vores liv. I foredraget tages fat på glæderne ved livet som senior og det paradoksale i at når aldringen af kroppen begynder, standser aldringen af sindet. Derfor bevarer vi et positivt billede af os selv i den sene alderdom, mens vi synes at vores jævnaldrende godt nok ser lidt gamle ud.
Barnebarn af en topnazist – Moritz Schramm, ph.d., kultur- og sprogvidenskab
Den tyske historie påvirker stadig mange tyskere, selv mere end 70 år efter Anden Verdenskrigs afslutning. Med afsæt i sin familiebaggrund som barnebarn af Hitlers arkitekt og rustningsminister Albert Speer giver Moritz Schramm i foredraget en personlig fortælling om den tyske efterkrigshistorie, om arven fra nationalsocialismen, og hvad vi fortsat kan lære af historien.
Torsdag d. 28. maj
Heldagstur til Ledreborg Slot og Vikingeskibsmuseet i Roskilde
Turen går først til det naturskønne Lejre, hvor vi inden rundvisningen på Ledreborg Slot får serveret kaffe/kage i Restaurant Fasaneriet. Ledreborg Slot er bygget i 1740 og ligger smukt omgivet af den store kuperede og velholdte park. Turen fortsætter til Roskilde Havn, hvor frokosten venter i Restaurant Snekken inden besøget på Vikingeskibsmuseet. På turen er alt inkluderet bortset fra drikkevarer.
Afgang med bus kl. 8:15 og hjemkomst igen kl. 16:30.
Turleder: Ingrid Dyhr Toft, FOF kulturguide
Fredag d. 29. maj
Efterretningstjeneste og spionage – Trine Michelsen, ph.d. og forfatter
Hvordan kan det være, at statsfinansieret spionage og de hemmelige tjenester ikke for længst er afviklet i moderne demokratiske samfund? Foredragsholderen har arbejdet som analytiker i Danmarks efterretningstjenester gennem to årtier. I foredraget kommer hun omkring de tilbagevendende spørgsmål om de hemmelige tjenesters legitimitet og om deres funktion som demokratiernes byggesten.
Den sang minder mig om… - Jette Torp, sangerinde og entertainer
Musik kan, som næsten intet andet, bringe minder og følelser frem, som vi for længst troede, vi havde glemt. En sang kan sende os direkte tilbage i tiden, til en gammel kærlighed, en sorg, en lykke, ja sågar en duft! Musikken kan nogle gange skabe en næsten magisk genvej ind til sprog og minder, som er næsten forsvundet eller er stærkt udfordret. Oplev den populære sangerinde og entertainer med sjove, overraskende og rørende fortællinger – alle koblet til en sang, der minder hende om…