
I 2026 byder vi igen velkommen til Jan Tvernø, som denne gang tager sin gode ven Michael Mørkøv med. Vi får også besøg af Finn Nørbygaard, der åbent deler sine op- og nedture. Årets højskoleprogram åbner med et foredrag om Prins Henrik og Dronning Margrethe igennem 60 år. Vi dykker også ned i både den oprindelige befolknings læring og H.C. Andersens fortællinger, dissonanser og fantasi.
Forårets udflugt går til Samsø, hvor en lokal guide fører os rundt på hele øen. De meningsfulde fredage står i kø - med oplevelser, der både underholder, udfordrer og giver stof til eftertanke.
Værsgo - vi glæder os til at se jer.
Der tages forbehold for ændringer og justeringer i programmet.
Medlemskabet af Fredagshøjskolens forårssæson 2026 er personligt. Medlemskabet giver adgang til Fredagshøjskolens foredrag - og til udflugten - og kan ikke overdrages til andre.
Stig Ulrichsen
Et dobbelt jubilæum for Prins Henrik og Dronning Margrethe: I 2026 er det præcis 60 år siden, at Dronning Margrethe og Prins Henrik blev forlovet og i 2027 er det 60 år siden deres bryllup.
Kom tættere på manden, der ofte følte sig misforstået, men som rørte danskerne med sin humor, charme, poesi og kompromisløse personlighed. Et foredrag, der både rummer varme, eftertanke og smil.
Henrik Egede Larsen
Konkret inspiration til hverdagen
Mange oplever at stress, digital støj og bekymringer fylder for meget. Her kan oprindelige folk inspirere os. Ikke som romantiske hippiedrømme, men som praktiske greb, der virker i hverdagen. I størstedelen af vores 300.000 år har vi levet som jægere og samlere. Den erfaring rummer masser af praktisk viden. I foredraget ser vi, hvordan deling og fællesskab skaber tryghed. Hvordan stærke netværk løser konflikter. Og hvorfor langsomme beslutninger ofte giver bedre løsninger. Naturfotograf Henrik Egede-Lassen viser egne billeder og korte filmklip fra Penan på Borneo, San i Kalahari, Sakuddei på Siberut og Korowai i Ny Guinea. Vi taler om ritualer som sociale værktøjer. Om respekt for naturen og for hinanden. Og om små øvelser, der giver ro, nærvær handlekraft og balance.
Michael Mørkøv og Jan Tvernø
Cykelrytter, landstræner og familiefar → Professionel hele vejen
Michael Mørkøv er kendt som en af de mest pålidelige og respekterede ryttere i international cykelsport. Jan Tvernø er kendt som eventyrer og hyppig foredragsholder på Fredagshøjskolen. Mød de 2 sammen til et samtaleforedrag og hør anekdoter og et ærligt, humoristisk, selvironisk og inspirerende indblik i, hvad det vil sige at være professionel - ikke kun i sadlen.
Jan Tvernø er selv tidligere cykelrytter, så det skal nok blive sjovt.
Martin Windeløv
Tag med på en to måneder lang cykeltur gennem de himmelstræbende bjerge i Peru og over højsletten ind i Bolivia
I sommeren 2024 drog Martin Windeløv ud på en solotur på to hjul i de respektindgydende Andesbjerge. En tur, der havde krævet mange og lange forberedelser, og som lovede eventyr og udfordringer en masse. Foran lå en 2400 kilometer lang tur gennem barske og afsidesliggende landskaber, hvor fysikken og den mentale udholdenhed skulle stå sin prøve. En uventet begivenhed gjorde, at planerne på den sidste del af den krævende cykelodyssé måtte laves drastisk om.
Foredragsholderen vil komme ind på fænomenet "langtursbikepacking” og især have fokus på det at rejse alene, opsøge øde og udfordrende egne, og hvad det fysisk og mentalt kræver at være på farten i længere tid under de vilkår. Den bærende del af foredraget vil være inspirerende billeder, sjove og rørende anekdoter, samt refleksioner fra en enestående tur ude på prøvelsernes overdrev.
Finn Nørbygaard
Livet byder på op- og nedture for enhver! Få har imidlertid oplevet så store opture og så ekstreme nedture som Finn Nørbygaard. Alligevel kan mange genkende, at når man kommer på afstand af både op- og nedture, er det nedturene, der har givet den største selvindsigt. Gjort én klogere på sig selv og måske ovenikøbet bevirket, at man er blevet en bedre udgave af sig selv. Selvom Finn Nørbygaards historie rummer både større op- og nedture end det gennemsnitlige, vil mange kunne perspektivere til éns eget liv eller have Finns beretning in mente, hvis man står midt i en livskrise eller møder en.
Erindringsforedraget er beretningen om Finn Nørbygaards op- og nedture og er fortællingen om Nørbygaards liv. Finn Nørbygaard har i den grad oplevet tilværelsens mange facetter. Det fortæller han ærligt, humoristisk og eftertænksomt om i foredraget. Det er beretningen om den bortadopterede Finns opvækst i Esbjerg over læreruddannelse og til mødet med Jacob Haugaard i 80’ernes kreative miljø i Aarhus. Det er også fortællingen om en tid, hvor Finn gik fra den ene succes til den anden: Shows i landets store kulturhuse, TV med eget sketch show samt medvirken i de ikoniske ”Squash” reklamefilm, film i landets biografer med et samlet billetsalg på over 850.000 og millioner, der tikkede ind på bankbogen.
Finn Nørbygaard har smagt succesens sødme, men han har også prøvet nedturen, da bøtten vendte. De 6-stjernede anmeldelser blev afløst af tæsk fra pressen i en sådan grad, at livet som showbizz blev sat på pause og blev erstattet af en uddannelse som psykoterapeut og foredragsholder. Og nå ja, så investerede han sine showbizz-penge i IT Factory og mistede rub og stub! I dag kigger Finn tilbage på et liv, hvor han har opdaget, at livskriser som eksistentiel angst, professionelt sammenbrud og økonomisk ruin kan være en velkommen invitation til, at man mister facaden og møder sig selv med ærlighed. Således har Finn flere gange oplevet, at der skal en livskrise til for at opleve at livsgnisten vender tilbage!
I Finn Nørbygaards foredrag er der både liv, gnist og almenmenneskelige erfaringer. Foredraget byder naturligvis også på masser af sjove anekdoter og finurlige historier fortalt i vanlig underspillet Finn Nørbygaard stil.
Stig Nielsen – Needle Eye Music
Bliv klogere på en af grundpillerne i amerikansk musik: country-genren. Tragedien er et essentielt element i det livssyn som viser sig i country-musikkens poetiske, kulturelle og sociale kerne. Vi vil komme omkring mytologiske og historiske emner som Syndefaldsmyten, den Amerikanske Borgerkrig, Depressionen i 1930’erne, Sydstats-gotik, regionale og nationale traumer, mm.
I løbet af foredraget kommer vi via eksempler fra kunstnere som Hank Williams, Mary Gauthier, Johnny Cash, Iris DeMent, Merle Haggard og The Carter Family, tæt på centrale country-temaer som ensomhed, arbejdsomhed, fattigdom, fællesskab, frihed, bundethed, længsel, oprør, ansvar, afmagt, humor, misbrug, ubodelige forbrydelser og i sidste ende håbet om forløsning igennem kærlighed og tro.
Vi skal se på hvordan country-musikken stemmer overens med den overordnede amerikanske selvfortælling (’den amerikanske drøm’) og hvorvidt den også går på tværs af denne.
Johs. Nørregaard Frandsen
H.C. Andersens kunst rummer en utrolig fortællekraft og han brød ustandseligt med sin samtids krav til genrer og former.
Foredragsholderen vil vise, hvordan hans geni som kunstner især hviler på fire udgangspunkter: Han er forankret i kristendom, naturvidenskab og folketro og dertil danner hans egen livsrejse baggrund.
Hans eventyr og historier brænder sig ind i livet og er stadig så moderne, som da han skrev. I sin samtid registrerede Andersen, hvordan dampmaskinen, elektromagnetismen og telegrafen ændrede verden, ligesom han så et nyt Europa blive formet. Han så brud og var selv en mønsterbryder. Hans eventyr rummer humor, fantasi, livslyst, skygger og uhygge. Det vil foredraget handle om!
Vi tager morgenkaffen i bussen på vej til færgen. Når vi lægger til på Samsø kommer den lokale guide på bussen, så vi kan få de gode fortællinger undervejs.
Formiddagen starter på Sydøen - den største del af Samsøs areal. Her venter der os en spændende fortælling om mange af øens 22 små byer, der hver især har en helt unik historie at fortælle. Bl.a. landarbejderbyen, Ørby, og hovedbyen, Tranebjerg, med det smukke nyrestaurerede hus, Anton Rosen Huset. Vi passerer de gamle middelalderkirker, øens eneste fyrtårn, Vesborg, og godset, Brattingsborg. De små gamle husmandssteder kan fortælle om tidligere tiders landbrug på Samsø - og samtidig en nutidig fortælling om, hvordan små lokale virksomheder efterhånden skyder op i de gamle bygninger. Vi gør hold i en af dem - Samsø Gårdbutik. Svanegården er oprindelig en gammel firlænget Samsø-gård, men er i dag indrettet som en stor gårdbutik. Virksomheden har sine rødder i det midtjyske, hvor der fra eget væveri produceres uldvarer. Ud over uldvarer og beklædning, præsenterer butikken også en række af lokale produkter - måske endda med en smagsprøve.
Frokostpause holder vi i Ballen. Frokosten er inkluderet i turen.
Turen går om eftermiddagen til Nordøen. Her venter der os en helt usædvanlig naturoplevelse. Både i området omkring Stavns Fjord med den hyggelige havneby, Langøre, og senere i det bakkede morænelandskab på Samsøs nordspids. Der bliver tid til et besøg i den idylliske by, Nordby, hvor der kan opleves gadekær, klokketårn og bindingsværkshuse.
Derefter går turen hjemad. Vi regner med at være i Kolding kl. ca. 18.30.
Tidspunkter og ruter og indhold er vejledende og afhænger af mange ting, som først afklares, når vi er tæt på afgang.
I prisen er inkluderet kaffe og rundstykke i bussen og frokost. Drikkevarer til frokosten er for egen regning.
Deltagelse på turen forudsætter at man er selvhjulpen.
Der er ingen hold tilgængelige lige nu.
Kig forbi igen senere – vi opdaterer løbende.