Skip to content
Lær at hækle i FOF

Garn på krogen

Garn på krogen

Vil du gerne have garn på krogen, så kom og vær med!

Garn på krogen dækker over hækling og tunesisk hækling, hvor der er 4 søndage fyldt med plads til individuelle ønsker og niveauer.

Vi vil både komme ind på de forskellige garntyper og hvad de hver især er gode til, vi nørder lidt i teknikker, så du kan få det bedste ud af din hyggestund med garn og krog, og så dykker vi ned i forskellige opskrifter. Det kan både være det at læse en opskrift generelt, eller at forstå nogle af alle de tegninger/diagrammer, der kan følge med sådan en sag.

Hvis det er hæklingen du brænder for, så kan det være, at du aldrig har hæklet før og gerne vil have tid til at lære det i et roligt tempo. Måske vil du gerne hækle en bamse og derfor gerne vil lære den magiske ring at kende og også gerne hvordan man syr sådan en sag sammen.

En garvet hækler, har måske set en ny spændende teknik, og så er der alligevel noget der lige skal på plads, før projektet kan komme på krogen.

Er du grebet af tunesisk hækling, så kan det være alt fra at lære teknikken fra bunden eller det mere avancerede med en dobbelt hakkenål, du gerne vil have styr på, eller måske det at tyde en opskrift – og selvfølgelig alt derimellem.

Her er plads til fordybelse og individuelle niveauer, så grib noget garn, find en krog og tag veninden eller naboen med til 4 søndage med garn på krogen

Disse søndage giver mere plads til et længere læringsforløb og større projekter med mulighed for hjælp over en længere periode – og du er hjerteligt velkommen på enkelt dage med hækling og tunesisk hækling også.

Du vil inden første mødegang modtage en mail fra underviseren, så hun kan være bedst muligt forberedt på netop det, du gerne vil kastes ud i.