Skip to content

Glæd dig til forårets kurser, foredrag og ture! Vi lægger løbende nye hold på hjemmesiden, og hele programmet er online 13. december.

Oplev Adrian Hughes hos FOF København

Mors dreng – Adrian Hughes fortæller sin utrolige familiehistorie!

Sommeren 2021 talte alle om DR-journalist Adrian Hughes’ populære og prisvindende podcast »Mors afskedsbrev«. Over seks afsnit udfolder han i podcasten sin utrolige familiehistorie. Fortællingen starter med morens bitre afskedsbrev til Adrian og hans brødre.

Nu graver Adrian Hughes endnu dybere i sin familiehistorie.

Med afsæt i sin aktuelle bog »Mors dreng« (Gyldendal, 2022) fortæller han denne aften i Kulturcenter Mariehøj om usunde familierelationer, hemmelige adoptioner, falske graviditeter, stofmisbrug og besynderlige dødsfald i datidens mest luksuriøse miljøer. Og meget andet, der er en hollywood-film værdigt.

Adrian tager familiealbummet med og viser bl.a. fotos af historiens hovedpersoner på storskærm. Siden podcasten blev sendt, har han desuden haft lejlighed til at grave nye kilder frem.

Der er ingen tvivl om, at denne særlige aften i selskab med Adrian Hughes bliver både underholdende, rørende og tankevækkende. Udover Adrians’ utrolige familiehistorie får du et fantastisk tilbageblik i Danmarkshistorien, et sjældent indblik i det glamourøse overklasseliv i datidens København, og indsigt i hvad der former mennesker og familier.

I Adrian Hughes’ tilfælde er arnestedet tilsyneladende hans morfar, byggematadoren Thorvald Dreyer, som var Frederiksbergs svar på Citizen Kane. Adrians mor voksede op som millionærbarn, men endte sit liv ensom, bitter og alkoholiseret, og punktummet for hendes liv blev en tilsvining af sine egne børn i det så omtalte afskedsbrev. Men hvad skete der egentlig undervejs?

Du får som publikum rig mulighed for at stille spørgsmål. I fællesskab får vi forhåbentligt alle sammen en bedre forståelse af, hvordan familierelationer og -dynamikker formes gennem generationer.

Værd at vide

Vi gør opmærksom på, at caféen er åben indtil kl. 20. Kom venligst i god tid inden arrangementet, hvis du ønsker at købe drikkevarer, eller hvis du ønsker at spise.

Arrangementet går i gang kl. 19 og varer 2 timer inkl. en kort pause.

Foto og video: Gyldendal

Information

Kalender

Dato Tid Sted Navn
1 Fredag 16.12.2022 19:00-21:00 Kulturcenter Mariehøj Adrian Hughes
Foredragsholder

Adrian Hughes

Adrian Lloyd Hughes startede journalistkarrieren som praktikant på DR og er nu fast vært på P1's radioprogram »Klog på Sprog«. Gennem karrieren har han arbejdet på ungdomsprogrammet P4 i P1 og været ansat hos TV2 Lorry. I 1996 blev han ansat hos DR2, hvor han har været gennem flere år som vært på bl.a. Kulturfredag, Kulturjournalen, Spot, Tematirsdag og så naturligvis Smagsdommerne. Derudover var han vært på DR-programmet Kunstquizzen.

Hans podcast »Mors afskedsbrev« er blevet hørt af 350.000 danskere. I 2021 fik Adrian Hughes en Prix Audio som årets vært, og podcasten »Mors afskedsbrev« blev kåret som årets podcast.